God sommer!

Et hip til politikerne og et hurra for de gode bøger – sommerferien er på vej.

”Blink ikke. Hvis du holder øjnene lukket for længe, kan verden have forandret sig imens. Hvis du sover, skal det helst være med det ene øje åbent. Det er den fornemmelse, man kan få, når man for tiden ser på den danske bogverden.”

Sådan opsummerede Carsten Andersen i Politiken for en måneds tid siden. Det begivenhedsrige forår stod i skarp kontrast til nogle rolige år forinden, selv om efteråret bestemt også bød på mange overskrifter.

Boguniverset er et økosystem, men COVID-19-virussen – der vendte op og ned på store dele af forårslivet – satte en tyk, fed streg under det faktum, at bogens økosystem på ingen måde udgør en verden for sig uden tilknytning til resten af samfundet.

– Det kan ellers ske, at man griber sig selv i at tro netop dette, når bogmarkedet er overladt til sig selv (: liberaliseret). Man skulle næsten tro, at det er lettest for de til enhver tid siddende lovgivere, at det er sådan. Boguniverset står udenfor interessesfæren. Ingen nævnt, ingen glemt. En undtagelse eller tre ud af 179 bekræfter reglen.

Det viste sig umuligt at skaffe politisk opbakning til, at Danmark skulle blive æresgæst ved messen i Frankfurt i 2025, og Danmark er efter sigende et af de få lande i verden, der har fuld momssats på bøger – man kan finde mange andre eksempler på den hjemlige bogbranches svære kår sammenlignet med så mange andre lande.

Det bør kunne gøres bedre i et ellers yderst velfungerende land.          

 

Inspirerende bundlinje

Til syvende og sidst afhænger bogbranchens fremtid af … at der bliver skrevet, udgivet, distribueret, solgt og ikke mindst læst gode bøger, der giver lyst til at læse endnu flere bøger.

Og dét gør der! Ordet er frit, tankerne blomstrer, forundringen har gode kår. Og det er altid det vigtigste!

BogMarkedet holder sommerferie i juli måned, i hvert fald når det gælder længere artikler. Igen i år fortæller læseglade mennesker fra boguniverset om deres sommerlæsning og -planer.

En ny stemme fortæller hver eneste hverdag.

God sommer!

BogMarkedet vender tilbage mandag den 3. august.

---

Foto: iStock/Getty Images.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere