Umiddelbar ro på situationen

Hvad betyder lukningen af Arnold Busck-kæden for de danske forlag? Vi spurgte Carsten Dalbo Pedersen, adm. direktør i Fonden DBK.

I forbindelse med lukningen af boghandlerkæden Arnold Busck i går – efter at kæden ellers i de seneste uger var begyndt at genåbne nogle af sine butikker – har der naturligt nok lydt mange vurderinger i aviserne om, hvad konkursen vil betyde for den danske bogbranche.

Og for læsningen af trykte bøger i sidste ende.

Et andet spørgsmål er, hvad lukningen her og nu kommer til at betyde for de forlag, som Arnold Busck-kæden har bestilt bøger fra.

Spørgsmålet er ikke mindst interessant, fordi de danske forlag i forvejen er så pressede af krisen, at godt en fjerdedel af dem overvejer at afskedige medarbejdere, og hele 85 % har oplevet et betydelige fald i salget af trykte bøger.

Det fremgik af en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Danske Forlag.

Vi spurgte Carsten Dalbo Pedersen, adm. direktør i Fonden DBK, dansk bogbranches suverænt største logistikpartner, hvad lukningen af Arnold Busck vil komme til at betyde for forlagenes tilgodehavender?

”DBK udsendte i går information til vores forlagskunder, hvor vi kort ridsede situationen og de forventede konsekvenser op i forlængelse af Arnold Buscks konkursbegæring," fortæller han. 

Beskeden til dem lød:

"‘Tilgodehavende hos Arnold Busck er antagelig indenfor de beløbsrammer, der dækkes af DBK.  Vores foreløbige vurdering er derfor, at DBK vil afregne forlagene for alle leverede bøger til Arnold Busck, og at tabet derfor alene vil ramme DBK.

Dette er en vurdering, der gives med forbehold på nuværende tidspunkt, hvor vi er i gang med at danne os et overblik’.”

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere