Usynlige børne- og billedbøger

Hvorfor udgiver forlagene bøger, der er så dårligt rabatteret, at de ikke findes hos landets boghandlere, og hvorfor sender de dem til anmeldelse?
»Hvorfor skal jeg betale 300 kr. for en børnebog, når forlaget reklamerer med en vejledende udsalgspris på kr. 199,95?«
Det er et spørgsmål, som boghandlere ikke helt sjældent får, når de skal bestille en børne- eller billedbog hjem...

Hvorfor udgiver forlagene bøger, der er så dårligt rabatteret, at de ikke findes hos landets boghandlere, og hvorfor sender de dem til anmeldelse?

»Hvorfor skal jeg betale 300 kr. for en børnebog, når forlaget reklamerer med en vejledende udsalgspris på kr. 199,95?«
Det er et spørgsmål, som boghandlere ikke helt sjældent får, når de skal bestille en børne- eller billedbog hjem til en kunde. Forklaringen er, at bogen fra forlagets side har en boghandlerrabat på kun fire pct., hvilket gør, at boghandleren selv må lægge en fortjeneste oveni, hvis det ikke direkte skal være en underskudsforretning. Spørgsmålet er aktuelt, fordi kunderne har svært ved at forstå, at boghandlerne ikke lagerfører disse lavt rabatterede bøger, når de har læst en anmeldelse af dem i avisen.
BogMarkedet har spurgt redaktionschef Anne Mørch Hansen, Høst & Søn/Rosinante og Co., om, hvorfor man overhovedet udgiver bøger, der ikke kan fås hos boghandlerne?
»Vi ville synes, det var skønt, hvis alle de 100 nyheder, vi udgiver om året, var bøger, boghandlerne ville tage hjem og udstille i butikkerne, men sådan forholder det sig desværre ikke. Der er bøger, som boghandlerne ikke mener, at de kan sælge uanset rabat. Det kan enten være, fordi de er for smalle, fordi forfatteren er for ukendt, fordi hans eller hendes foregående bog ikke solgte hos boghandlerne eller noget helt fjerde.«

Sælger til skolerne
»Der er mange af disse bøger, vi som forlag stadig gerne vil udgive, selvom vores boghandlerkonsulenter ikke tror på dem til det brede boghandlermarked. Vi udgiver dem alligevel, fx til skolerne, og vi udgiver i små oplag, så hvis vi skal have økonomi i disse udgivelser, må vi udgive dem med lav rabat, ellers ville de ikke kunne udkomme.« 
»Det er et langt sejt træk at opbygge kendskab til et forfatterskab. Det har taget år, før en dansk forfatter som Kenneth Bøgh Andersen for alvor er slået igennem på boghandlermarkedet. Og med de udenlandske børnebøger skal der gerne en film til at trække i gang, som vi fx har set det med Twilight.«

Hvorfor anmeldelser?
På spørgsmålet, om hvorfor bøger med lav rabat overhovedet sendes til anmeldelse i dagspressen, når de ikke findes hos boghandlerne, svarer Anne Mørch Hansen:
»Vi sender selvfølgelig alle vore bøger til anmeldelse – for ad den vej får læserne og fagfolk øje på dem og på forfatterne bag. Hvis ikke vi gjorde det, ville forfatterne forblive ukendte for fx boghandlerne, som derfor heller ikke ville tage forfatterens senere bøger i deres sortiment. En del af de børnebøger, som boghandlerne i første omgang ikke har troet på, får efter flotte anmeldelser nogle gange en fornyet mulighed i boghandlen.«
»Vi er lydhøre over for boghandlere, der gerne vil gøre noget særligt for børnebøger, og som eventuelt opfordrer os til at ændre rabatten på en bog, der har fået gode anmeldelser. Vi har flere gange på opfordring og med held ændret rabatten, men desværre er der også eksempler på, at selvom rabatten er ændret til 39 pct., så sælger bogen alligevel stort set ingen eksemplarer i boghandlen.«
»Vores erfaring er, at høj rabat langt fra altid giver børnebøgerne bedre adgang til boghandlen, og vi hører fra læsere og forfattere, at selv børnebøgerne med den høje rabat slet ikke er at finde i sortimentet hos flere boghandlere – gode anmeldelser eller ej.«
»Der er mange, der holder sig orienteret gennem anmeldelser, og mange af vores kunder bruger nettet, når de handler bøger, og her finder de et større udvalg af børnebøger til rimelige priser uanset rabatten, og mange bruger BogGuide.« 
Anne Mørch Hansens slutreplik er:
»Vi er som før nævnt meget interesseret i udvidet samarbejde med boghandlere, som vil gøre børnebøgerne mere synlige i deres butikker.«


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere