Velgørenhed og værdipolitik

Foran dig ligger to bøger. Samme genre, samme pris, og de lyder lige spændende. Du vakler lidt mellem hvilken en, du skal vælge. Så opdager du, at du ved køb af den ene støtter et velgørende formål. Det bliver den, du vælger. Foto: iStock.

Black Friday er overstået, og mange butikker, særligt online, melder om rekordsalg. Således blev Amazons ejer pludselig verdens rigeste. Det er jo helt fantastisk, at det kan ske for en butik, der startede ud som en boghandel. Læselysten fejler ikke noget herhjemme, hvilket en artikel i Politiken også fint gjorde opmærksom på. Vi er mange, der læser, og de få, der ikke gør, har stadig mulighed for at kunne komme til at gøre det. Så med et stærkt læsende folk skulle man mene, at der var god afsætning for bøger i Danmark. Dog kommer mange forlag frem til, at det til trods for et læseglad publikum er utrolig svært at skille sig ud fra mængden med en enkelt bog. Hvad kan man anvende af anderledes markedsføring for at gøre sig synlig? Hvilke exceptionelle virkemidler eller historier kan man bringe, for at forfatteren bliver interessant at læse?

I min optik har de online platforme Saxo og Plusbog indført værdipolitik i deres forhandlingsbranding. Med Plusbogs kampagne ’Læs hele livet’ og Saxos udgiverplatforme samt støtte til diverse litterære priser og udgivelser (eks. Innovationsprisen og Metrolitteraturen samt deres udgiverplatform Saxo Publish) vidner disse to om et skift fra at være en almen online boghandler til også at være med til at sætte en dagsorden for en værdipolitik i forbrugsmønstret. Som kulturinstitution, hvilket begge platforme så småt er ved at omdanne sig til, fokuseres der på andet end blot at sælge bøger. Fokus er også på læselysten ved børn, udvikling af talent og innovation i et land med et lille sprog, hyldest og påskønnelse af tværkulturelle samarbejder samt koblingen mellem læsning og familien.

Flere butikker valgte til Black Friday at sætte priserne OP i stedet for ned. Alt overskuddet fra salget gik til velgørende formål. Forestil dig, at du, hver gang du købte en havebog, støttede dansk naturfredsforening med 5 kr. Eller at du, hver gang du købte en ’Rejsen går til…’, støttede WWF med 1 kr. Ville man som forbruger have bedre samvittighed ved at bruge penge? Er velgørenhed og værdipolitik det nye hit inden for markedsføring?

Personligt, hvis jeg står overfor et valg, hvor jeg ved at give 20 kr. ekstra samtidig støtter et velgørende formål, vil jeg til enhver tid vælge det, der støtter et velgørende formål. Både fordi jeg gerne vil støtte et godt formål, men også fordi jeg er interesseret i at støtte de organisationer og projekter, der tør, gider og vover at tænke på andet end blot forbrug – men på værdier. Det er de små forskelle, der kan få ens bog til at skille sig ud, og hvis man ved køb af litteratur samtidig er med til at gøre noget godt på et helt andet plan, skaber ikke bare forfatteren, men også forlaget, en klar signalværdi til forbrugeren.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere