Vibeke Nørgaard fylder 50

Forlagschef på Akademisk Forlag, Vibeke Nørgaard, fylder 50 i dag.

En af dansk forlagsbranches allermest sprudlende og energiske personer fylder 50.

På Akademisk Forlags hjemmeside kan man læse, at da forlaget blev stiftet tilbage i 1962, planlagde man oplag efter hvor længe forfatteren - typisk en professor - havde tilbage inden pension. Var der fem år til forventet pensionering, var oplaget lig med fem år x antallet af professorens elever. Sådan er virkeligheden ikke mere.

Vibeke navigerer sit forlag i et marked i omstilling; digitaliseringen skaber nye krav til tilgængelighed og formater og de studerende anno 2020 synes at mene, at en krone brugt på en studiebog er sværere at slippe end en krone brugt på – nå ja – så meget andet.

Ikke desto mindre lykkes det Vibeke at drive at forlag i vækst, både når det gælder økonomien, men endnu vigtigere, når det gælder udsyn, kompetencer og evne til at se relevante og vigtige titler. 

Vibeke er vokset op i det vestjyske og efter en kort flirt med Aalborg Universitet blev hun uddannet cand.mag i dansk og historie fra Roskilde Universitetscenter. Hun begyndte sin karriere i forlagsbranchen i 2000, da hun blev ansat som bogklubchef for Pædagogisk Bogklub/ Hans Reitzels Forlag. Allerede i 2004 kom hun til Akademisk Forlag – først som marketingkoordinater og fra 2007 som Forlagschef.

Os der kender Vibeke, undrer det ikke, at hun måtte sidde for bordenden. Af forlaget, ikke af noget som helst andet. Hendes energi og jyske viljestyrke er lige så legendariske, som de er genkendelige – på forlagsgangen møder man altid Vibeke i frisk trav (flere ville kalde gangarten for småløb) og med et stort smil eller smittende latter.

Når energien ikke kommer ud gennem fødderne, kommer den ud i hendes virke for forlaget, hvor hun udvikler og skaber i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med sine dygtige kolleger. Og viljestyrken – den bringer hende i mål, med de mange projekter.

COVID-19 forhindrer os desværre i at holde det brag af en receptionsfest, som Vibeke fortjener. Så vi siger her et kæmpe tillykke med de 50 og gemmer festen til næste runde fødselsdag!

Vibeke bor med sin mand og to børn på Hedevej 22 i Solrød.

---

BogMarkedet ønsker tillykke!


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere