Webboghandel udfordrer Amazon

Webboghandlen Bogreolen.dk skifter navn til Tales.dk og åbner for international handel efter sommerferien.

Amazon "skal være mere end velkommen på den danske bogscene, men når de åbner her, så åbner vi hos dem,” siger direktør for Tales.dk, Rasmus Vittrup Halvor, med et glimt i øjet.

Anledningen til kommentaren er, at det for nylig blev kendt, at landets suverænt største forlag, Gyldendal, har indgået aftale om salg af forlagets bøger med det Amazon-ejede selskab The Book Depository. Derfor går spekulationerne på, at Amazon er på vej til ikke bare Danmark, men Norden.

Beslutningen om at udvide den rent danske webboghandel Bogreolen.dk - der startede i 2011, men siden 2016 har fokuseret på salg af trykte bøger - til Tales.dk med en kommende international side, blev dog taget langt tidligere.

Baggrunden er, at webboghandlen i flere år har oplevet stor vækst. Den er intet mindre end eksploderet her under COVID-19-karantænen, hvilket Rasmus Vittrup Halvor har fortalt om i en artikel på BogMarkedet om webboghandleres salg under krisen.       

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere