’Penge på lommen’ er Asta Olivia Nordenhofs debut som romanforfatter. Hun har to roste digtsamlinger bag sig, og anmelderne har stået i kø for at uddele stjerner og lovord til hendes første roman. Den er …

’Penge på lommen’ er Asta Olivia Nordenhofs debut som romanforfatter. Hun har to roste digtsamlinger bag sig, og anmelderne har stået i kø for at uddele stjerner og lovord til hendes første roman. Den er første bind ud af syv, som alle skal have berøring med branden på ’Scandinavian Star’, hvor 159 mennesker omkom i april 1990. Heraf 28 børn og en baby på kun nogle få måneder, som forfatteren konstaterer i den del af bogen, der er tættest på katastrofen.

Kapitlet om skibsbranden er skrevet journalistisk og nøgternt og fremlægger Nordenhofs tilsyneladende velbegrundede mistanke om, at branden var påsat, fordi skibets ejere havde brug for forsikringspengene. Hun gennemgår kort, overbevisende og præcist, hvad mistanken bygger på, før hun kaster sig tilbage i fiktionen. Her er Kurt og Maggie hovedpersoner. De bor sammen i nærheden af Nyborg, og harmoni er ikke noget man kan forbinde med deres liv. I erindringsglimt får man billeder af deres ungdom, og tættest kommer man på Maggie. Der er voldtægter, mishandling og rodløshed.

Kurt har heller ikke haft det nemt, forstår man, blandt andet i beskrivelserne af ham som ung far. Men siden hen går det faktisk Kurt meget godt, og pengene kommer fra hans busservice, så Maggie kan gå hjemme. Men det er svært at holde fast i lykken.

Det lyder tungt, og er da også hjerteskærende, men det er umanerligt godt beskrevet. Sprogligt er ’Penge på lommen’ kogt ind til en bouillonterning, så lidelserne ikke tværes ud i hovedet på læseren, men nærmest kommer som små lyn fra siderne. Maggies mistanke om sygdom behøver eksempelvis ikke flere ord end: ’Det er længe siden, hun første gang vågnede op i en smerte, hun ikke før havde kendt. Det føltes som om hendes ene øje blev revet indad i en tråd af brændende is’. Der er hyppige skift mellem synsvinkler og fortæller, så det bliver aldrig én lang jammerdal, men snarere nedslag i nogle kuldslåede menneskers skæbne.

Nordenhof lægger ikke skjul på, at der er en skurk bag ved disse kranke skæbner, og det er kapitalismen og de kyniske profithungrende bagmænd. ‘Kapitalismen er en massakre. Men vi er levende, og vi kan ende kapitalismen’. Et lille håb i en ellers sort fortælling. Hvis Nordenhof kan holde standarden, så er der meget at glæde sig til i de kommende seks bøger.

Asta Olivia Nordenhof: Penge på lommen, Forlaget Basilisk, 177 sider, januar 2020