‘Mange vil nok sige, at man ikke kan dufte stemningen, men når jeg tager i dørhåndtaget og råber: ”Hej!”, kan jeg med det samme dufte, om der er vrede eller ro der er i huset den dag. Jeg kan lugte vold og frygt.’

Sådan skriver Sille, der er en af de modige otte unge, der mandag udkom med deres egne ord i poesi og prosa fortæller om en barndom med vold i bogen Kh Børnene. Bogen, der udkommer på forlaget Ordskælv, er blevet til via et halvt års forløb i skriveværksteder og med mentorer, som Poesiens Hus har faciliteret. Karen Siercke, der er direktør for Poesiens Hus’ direktør, har været redaktør på bogen.

Bogen er skabt på initiativ af og i tæt samarbejde med, Barndom Uden Vold.

– Med bogen Kh Børnene ønsker Barndom Uden Vold at åbne øjnene hos fagfolk, som beskæftiger sig med forebyggende indsatser eller er i kontakt med børn og unge, der potentielt kan være udsat for vold i familien. Når vi bruger en kunstnerisk udtryksform, er det for at gøre det lettere at lytte til det, der er svært. Nu (..) er det op til os som velfærdssamfund og ansvarlige voksne at lytte og finde modet til skabe de systemforandringer, der er behov for, siger Lisbeth Jessen, der er direktør i Barndom Uden Vold.

Bogen er ikke til salg, men historierne kan læses på www.barndomudenvold.dk.

Kh Børnene er udgivet for Barndom Uden Vold med støtte fra Ole Kirk’s Fond, på forlaget Ordskælv, i partnerskab med Poesiens Hus.

Forfatterne, der har bidraget til denne udgivelse, skriver og fortæller ud fra egne erfaringer og erindringer.