Da russerne nærmede sig Berlins centrum i foråret 1945 kunne selv de mest forbenede nazister ikke længere være i tvivl om, at krigen var tabt. Hitler skød sig i sin underjordiske bunker, og det blev …

Da russerne nærmede sig Berlins centrum i foråret 1945 kunne selv de mest forbenede nazister ikke længere være i tvivl om, at krigen var tabt. Hitler skød sig i sin underjordiske bunker, og det blev Karl Dönitz, der tog over som nazinationens sidste leder.

Dönitz gjorde karriere i marinen. Han var ubådskaptajn under Første Verdenskrig og stod i spidsen for de ubåde, der i starten af 2. verdenskrig sænkede mange af de allieredes transportskibe. Konvojer sejlede i massevis fra USA med krigsmateriel og alskens råvarer. Men de tyske ubåde lår på lur, og overfaldt konvojerne som ulvekobler. Det gjorde de med så stor succes, at bogens forfatter vurderer, at Storbritannien kunne have tabt krigen, hvis Dönitz var blevet tilført de ressourcer, som han bad om. Det fik han ikke, og i takt med, at konvojerne blev stærkere og med bedre udstyr til at opdage ubådene, så vendte lykken. Dönitz blev dog i 1943 udnævnt til storadmiral og leder af hele den tyske flåde.

Bogens skildring af krigens sidste måneder står stærkt, og i det hele taget er det en medrivende fortælling. Millioner af flygtninge bliver presset fra øst mod vest efterhånden som russerne trænger frem. Mange forsøger at flygte over havet, og bogen roser Karl Dönitz for den hjælp han organiserede, og som betød, at tusinder overlevede.

Efter krigen måtte Dönitz gå i fængsel. Han blev idømt 10 år ved krigsforbryderprocessen i Nürnberg, blandt andet fordi ubådskrigen kostede mange civile liv. For mange står han som en slags ædel nazist, der først og fremmest kæmpede af frygt for kommunismen. Han var ikke medlem af partiet, og efter Hitlers død gjorde han alt, hvad han kunne for hurtigst muligt at få overgivelsen sat på skinner. Denne vurdering af Dönitz deler Turner. Han er hurtig til at forsvare ham, og accepterer tilsyneladende tesen om, at nogle ledende nazister ikke kendte til de værste af styrets mange forbrydelser mod menneskeheden.

Dönitz døde i 1980, og tusindvis – også ikke-tyskere – mødte er op til begravelsen. Det er vidnesbyrd om, at han var en af de helt store tyske krigshelte. Og dem er der selvfølgelig, også selv om man bør se kritisk på dem. Det gør Turner kun lidt, men hans bog er velskrevet og fascinerende.

Barry Turner ”Karl Dönitz og det tredje riges sidste dage”. Gyldendal. 266 sider. Oversat fra engelsk af Poul Henrik Westh