Bauer Media driver seks vidt forskellige traditionelle radiostationer på FM, som fortsat er grundpillen i virksomheden, og som derfor løbende får et eftersyn.
– Aktuelt ser vi nærmere på Radio100 og The Voice, der er henholdsvis 20 år og næsten 40 år gamle. Radio100 klarer sig flot, men jeg tror der er endnu mere potentiale, end det vi ser nu, siger Content Director Steffen Raastrup, Bauer Media Danmark, til ’Bogmarkedet Audio’.
Han har ansvaret for Bauer Medias portefølje af forskellige radiobrands; det vil sige NOVA, The Voice, Radio 100, Pop FM, Radio Soft og myROCK. Desuden bidrager han til udvikling af podcast-produktioner og design af Radioplay.dk universet.
– Man skal passe på med at ændre radiostationers musik og værter, for de lyttere man sandsynligvis straks taber, tager meget lang tid at genvinde, minder Steffen Raastrup om.
Ikke desto mindre skal Radio100 udvikles yderligere. Den har stort potentiale, på trods af sin 20 års fødselsdag, der fejres den 27. november.
– Vi skruer på profil, værtsudvikling og andre knapper, og jeg forventer, at lytteropbakningen vil være styrket i 2024, vel vidende at lytterinteressen i al flow radio er let vigende.
Som en af landet første kommercielle radiobrands i nyere tid, er The Voice en lidt anden historie.
– Voice skal finde sin fremtidige rolle. Voice er jo en CHR radiostation – lige som P3 og mange andre – som er udfordret af tiden. I dag opdager unge lyttere oftere den nye musik på især Spotify, og de møder de nye hits på digitale medier, og ikke nødvendigvis som før på en radiostation. Sammen med gode folk på The Voice, kigger vi på, hvordan kanalen skal udvikle sig.
De seks FM-radioer vil være grundlaget for Bauer Media et godt stykke ud i fremtiden, men det er ikke et udtryk for manglende innovation.
– Digital vækst er vigtig, og vores digitale knopskydninger er i fuld sving, men radio på FM er stadig den solide støttepille, vi hviler på. Det skyldes ikke mindst, at den digitale overgang blandt lydmedier foregår med små skridt. Modsat de drastiske forandringer, som f.eks. tv-mediet oplevede på få år, siger Steffen Raastrup.