Danskerne kårer forfatter, saxofonist og komponist Benjamin Koppel som vinder af MARTHA-prisen 2023 for debutromanen Annas sang.

Siden 1989 har danskerne hvert år stemt på deres favoritforfatter, som er blevet hyldet med MARTHA-prisen, der er Bog & idé helt egen forfatterpris. Prisen udmærker sig ved at være den eneste danske litteraturpris, hvor det alene er læserne, der bestemmer, hvem der skal vinde.

– Benjamin Koppel fortjener den flotte hæder, som danskerne nu giver ham. Hans velkomponerede debutroman har virkelig taget danskerne med storm, fortæller adm. direktør hos Bog & idé, Marianne Lyngby Pedersen og fortsætter:
Annas sang har siden udgivelsen i foråret 2022 været den mest sælgende roman i vores butikker, og læsernes begejstring for den rørende livshistorie om Hannah bliver nu blåstemplet med MARTHA-prisen.

Benjamin Koppel var nomineret til prisen sammen med et stærkt felt af dygtige forfattere, som også talte Kim Leine, Maren Uthaug, Thomas Rydahl, Sissel-Jo Gazan, Hanne-Vibeke Holst, Kim Blæsbjerg samt forfatterparret Lise Ringhof og Erik Valeur.

Annas sang er inspireret af Benjamin Koppels egen grandtantes livshistorie med alt hvad den indebærer af ensomhed, passion, sorg, et ukueligt livsmod og evig kærlighed. Bogen foregår i perioden fra 1930’ernes København til Frankrigs 2019, med temaer som krig, køn og klasse, der er mere aktuelle end nogensinde. Det gør Annas sang til en bog, der både er aktuel nu og i fremtiden. Den giver læserne et indblik i en ellers ukendt verden, nemlig den troende jødes hverdag igennem et århundrede.

Der er tradition for, at den vindende forfatter, ikke bliver varskoet forud for prisoverrækkelsen. Benjamin Koppel blev derfor overrasket med prisen under et foredrag arrangeret af Kunst & Kultur Højskolen Vejle på Domus i Vejle i dag kl. 14:30 af adm. direktør for Bog & idé Marianne Lyngby Pedersen.

Med æren som årets modtager af MARTHA-prisen følger en statuette udført af billedkunstner Kaj Rugholm samt et håndtegnet forfatterportræt af tegner Morten Ingemann, som især er kendt for striben Og det var Danmark i Ekstra Bladet.

Foto: Sara Galbiati