I anledning af Bente Clods nye bog om Emily Dickinson har Bogmarkedet inviteret den danske forfatter til en Q&A.
Emily Dickinson er anerkendt som en af verdens største digtere, men alligevel bliver hun fremstillet stereotypt. Det vil forfatter Bente Clod gerne lave om på, og hun har derfor skrevet en bog om Dickinson – bogen var tænkt som en biografi, men endte som roman.
Bogmarkedet har i anledning af bogen sat Bente Clod i stævne til en Q&A.
Hvorfor er du så fascineret af Emily Dickinson?
– I 1981 blev jeg indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for min digtsamling Imellem Os. Indstillingen fik redaktør Merete Ries til at spørge, om jeg kunne tænke mig at gendigte Emily Dickinson på dansk. Jeg fandt frem til de eksisterende danske versioner af en håndfuld digte, gendigtet af Elsa Gress, Poul Borum og Poeten Poul Sørensen. Det var spændende at se samme digt i flere, udmærkede versioner. For eksempel ”While we were fearing it – it came – but came with less of fear –” som jeg gik rundt med i dagevis. Ligesom “Wild Nights – Wild Nights – , Tell all the Truth –” og flere andre.
Jeg lavede min egen danske version af tre af de allerede fordanskede digte, og satte dem op på et stykke papir ved siden af de tre andre versioner uden vores navne under. Alle fire forskellige, men fuldgyldige. Jeg viste de fire versioner til en dygtig oversætter, en engelsk professor og to andre eksperter, og spurgte, hvilken de fandt var bedst. Min version blev valgt oftest. Så gik jeg i gang, benovet og begejstret. Redaktør Ries bekendtgjorde i et brancheblad, at jeg var i gang med oversættelsen, så et andet forlag ikke skulle få samme gode idé.
Dickinson viste sig at være paradoksernes holdeplads. Hun blev kaldt uoversættelig – men var gendigtet på alle hovedsprog, ofte i flere versioner. Hun levede angiveligt afsondret fra verden – men digtene fortalte om dramaer, man ikke får i et lukket rum. Hun foragtede publikation i det ene digt, og forherligede den i et andet. Hun ville både SKRIVE digtet og VÆRE det. Hun var ekstremt disciplineret – men lod hånt om tegnsætning, rim og datering. Jeg læste den før så ukendte digter i døgndrift og bar rundt på ordenes rytme og melodi. Tre år senere var jeg parat med min gendigtning. Men det var Poul Borum også. Hans version udkom på Brøndums Forlag før vi fik sat min i gang. Det forsinkede lige min gendigtning 22 år.
I de år læste jeg videre om Dickinson og besøgte i 1988 hendes hjem i Amherst, Massachusetts. Jeg mødte forfatteren Pat Schneider i Amherst, som i de følgende år holdt mig á jour med den seneste Dickinson forskning og de mere generelle udgivelser som A Hedge Away, en samling artikler fra lokalavisen i Dickinsons levetid. Senere kom internettet.
Dickinson har været med mig i alle disse år. Jeg blev høj på hendes digte og hendes stædige mod på at forfølge sin egen stemme. Ikke lade sig bremse af omverdenens uforstand. Det kunne hun kun gøre ved at holde afstand til den omverden. Ligesom lærde kvinder i middelalderen søgte ro til deres åndelige liv i et kloster, søgte Dickinson tilflugt oppe på første sal, vel vidende at søster Vinnie vogtede hendes arbejdsfred. ”Emily skulle tænke,” forklarede Vinnie efter søsterens død. ”Det var det hun skulle.” (She had that to do.)
Hvordan påvirker det dig, at hun bliver fremstillet så stereotypt?
– Jeg er provokeret af det image, hun har. Emily Dickinson er en verdensberømt digter og oversat til alle verdenssprog, og alligevel bliver hun skildret enten som en isoleret gammeljomfru eller der bliver fokuseret på trekantsdramaet mellem hendes bror og bedste veninde Sue. Det yder hende ikke retfærdighed. Hun var et lillerært geni.
Hvorfor er Emily Dickinsons historie så vigtig?
– Dickinson beskriver de svære følelser: skam, angst, skuffelse, fysisk ubehag, de usynlige indre skred, sladderen – alt det, man holdt for sig selv.
Emily Dickinson var begavet og særdeles belæst, men selektiv med, hvem hun ville omgås. Når hun følte sig tryg, og der blev drøftet bøger, kunne hun være velformuleret og vittig. Hun gennemskuede dobbeltmoralen omkring sig, men kunne ikke hamle op med den giftige sladder og fordømmelse af hendes anderledes livsform. Så hellere søge tilflugt i sit eget frirum. Som mange andre digtere har gjort gennem tiderne.
Modsætningen mellem hendes digtes litterære kvalitet og de få digte, hun fik trykt i sin levetid, er slående. Fire af de fem redaktører, hun kendte godt, bragte i alt kun 7-8 digte på tryk, mens hun levede. Skolebladet bragte to Valentinevers, mens broderen Austin var redaktør.
Dickinson er den ultimative skuffeskriver. Amatørdigtere har gennem tiderne set sig selv i hendes historie. Historien om det miskendte geni er eviggyldig.
Er Emily Dickinsons historie mere aktuel end nogensinde?
– Ja; vi må skrive den mandsdominerede litteraturhistorie om. Gerne i romanform. Det gør kvinder jo i disse år. Mette Winge skrev Skriverjomfruen om Danmarks første selvforsørgende kvindeforfatter Charlotta Dorotha Biel, Anne-Marie Ejrnæs skrev Som Svalen om Tomasine Gyllembourg, Pia Juul skrev Let Gang og lidt til om Agnes Henningsen, Enel Melberg skrev Paradisfågelns Flykt om Selma Lagerlöf, Elin Cullhed skrev Eufori om Sylvia Plath – uden selvmordet, Anne-Lise Marstrand Jørgensen skrev om multitalentet Hildegard af Bingen, Hans Otto Jørgensen løfter glemte og underbelyste forfattere af begge køn frem i sine digterportrætter Horden. Kvindeforfattere skal repræsenteres lige så vel som mandlige forfattere. Der skal være fuldgyldig adgang til dem, lys på dem.
Jeg ville gerne videregive Dickinsons spændende livshistorie. Den er i modstrid med det støvede image, hun stadig har. Desuden genkendte jeg det at blive ignoreret og underkendt. Jeg oplevede en lignende modvilje og frakendelse af talent af d’herrer på parnasset, da mine første tekster blev trykt.
Jeg er ikke så genial som Dickinson. Men heller ikke så dårlig, som samtidens førende skribenter af begge køn råbte ved min debut.
Det startede med tanken om en biografi, men blev en roman. Hvorfor?
– Allerede mens jeg ansøgte og fik et arbejdslegat til at skrive en dansk Dickinson-biografi, føltes det lidt kedeligt; jeg er forfatter, ikke forsker. Under arbejdet med biografien blev jeg da også stadig mere frustreret over at skulle holde mig til kilderne. For eksempel fremgår det af breve og digte, at Dickinson var forelsket i svigerindens veninde Kate Scott. I stedet for at vise det foto, hvor Emily roligt smilende som 29-årig har armen om Kate, bruger alle bøger det ikoniske portræt af den betuttede 17-årige skolepige. Kate Scotts familie vogtede til det sidste deres beviser på denne ”uanstændige kærlighed”, og flere Dickinson-forskere fordømte litteraturprofessor, Rebecca Patterson, der afdækkede kærlighedsforholdet. Ligesom hun dokumenterede Dickinsons imagery, billedsprog. Jeg bruger fotoet på romanens flap, dog uden Kate.
De autoriserede skriftlige kilder – breve, digte, noter – havde ikke et særlig levende sprog. Jeg søgte til de uautoriserede kilder for at få nogle mere frygtløse og levende beskrivelser af den ukendte, afdøde digter.
Astrologen Christian Borup lagde et blindhoroskop uden at vide andet end fødselstidspunkt og -sted for en stor digter. Han sagde bl.a.: ”Hun er født ind i en verden, der er for lille til hende”…” ifølge horoskopet er hendes sprog ikke noget bevidst stilistisk valg, hun har truffet. Hun søger efter et sprog som er hendes eget, hvor hun kan beskrive de følelser hun har, som er ube¬skriveli¬ge, både for hende selv og for andre. I virkeligheden er det her horo¬skop – fordi alle planeterne er under horisonten – sådan, at hun er ligeglad med, om der er nogle andre, der kan forstå det hun skriver.”
Disse to anderledes eksperters beskrivelse af Dickinson på flere sider, gør digteren lyslevende. Som Vagn Steen sagde: “Den, der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt. Det kan forfatteren og de uautoriserede kilder. Det kunne Dickinson.”
Kilder: Josephine Pollitt Pohl: Emily Dickinson – Loaf Giver. Essay, skrevet før 1978, trykt i Murrays bog Maid as Muse 2009. Letters of Emily Dickinson 1-III, Emily Dickinson – Profile of the Poet as Cook, 1976 af Nancy Harris Brose, Juliana McGovern Dupre, Wendy Tocher Kohler og Jean McClure Mudge. Samt www.emilydickinsonmuseum.org, hvor 800 artefakter fra begge huse kan ses, deriblandt køkkenredskaber, glas, kagerulle – og digterens eget nyrestaurerede værelse i 360 grader, til leje på timebasis.
Trackbacks / Pingbacks