”Sundhedsbogen, der giver dig mindre sygdom og et længere liv med flere gode år”. Lad mig læse den, tænkte jeg, da bogen landede hos os. For hvem vil ikke være yngre med årene og så …

”Sundhedsbogen, der giver dig mindre sygdom og et længere liv med flere gode år”. Lad mig læse den, tænkte jeg, da bogen landede hos os. For hvem vil ikke være yngre med årene og så endda leve længere? Det er næsten for godt til at være sandt – eller er det nu også det?

For Bente Klarlund Pedersen har en klar holdning til, hvad du kan gøre for at få det mest optimale ud af den tid, du har her på jorden. Med en videnskabelig tilgang til emnet guider hun os gennem en jungle af velmenende råd og quickfixes, vi alle bliver bombarderet med i hverdagen. Hun fortæller os, hvad hun selv gør for at holde sig ung og frisk, og også hvad hun bestemt kan gøre bedre.

Hun kommer omkring emner som motion, kost, alkohol og rygning. Diverse kure, anti-aldringsmedicin, børn, vinterbadning og nære relationer. Vi hører om forskningsbaserede studier på området efterfulgt af Bente Klarlund Pedersens personlige mening og råd til netop det punkt.

Hvad skal man så mene om det hele efter endt læsning? Ja, jeg må konkludere, at jeg blev ret inspireret af en stor del af bogen, men der var også dele, hvor jeg tænkte ”hmm…”. Når det er sagt, tror jeg, at denne bog er et rigtig godt supplement til en ellers sund fornuft. Vi ved godt, at rygning og for meget alkohol er usundt. Vi ved godt, at bevægelse er godt, en tilpas mængde søvn er godt og en sund varieret kost ligeså. Men vidste du, at det at føle ærefrygt kan forlænge dit liv? Det vidste jeg ikke, og afsnit som dette og en del andre får du i Yngre med årene, og netop det må jeg sige var interessant læsning.

Bente Klarlund Pedersen: Yngre med årene, Gyldendal, 239 sider, september 2020