“Offeret blev skudt med en riffel på terrassen ved Hitlers private hjem i Obersalzburg. Berghof.” Denne kortfattede briefing får den barske strømer Bernie Gunther af selveste politigeneral Heydrich, inden han babu bliver sendt afsted for at opklare det prekære mord. Det er april 1939, Anden Verdenskrig er i hastig anmarch, og Gunther er på vej […]
“Offeret blev skudt med en riffel på terrassen ved Hitlers private hjem i Obersalzburg. Berghof.”
Denne kortfattede briefing får den barske strømer Bernie Gunther af selveste politigeneral Heydrich, inden han babu bliver sendt afsted for at opklare det prekære mord. Det er april 1939, Anden Verdenskrig er i hastig anmarch, og Gunther er på vej fra asken til ilden. Fra arrogante Reinhard Heydrich til den korrupte bølle, Martin Bormann, Førerens vicestabschef.
Det idylliske område Berchtesgaden nær den østrigske grænse er Hitlers reelle kommandocentral, Berlin blot et gigantisk paradenummer. Sikkerheden er hysterisk her i Førerens baghave, og alligevel begynder ligene snart at hobe sig op, mens en hårdtarbejdende Gunther prøver selv at holde sig i live blandt skruppelløse nazispidser og deres brutale håndlangere.
De uhyggelige begivenheder i 1939, der finder sted lige op til Tysklands invasion af Polen, danner baggrund for en rammehandling i 1956. Her er Gunther på hovedløs flugt fra Erich Mielke, DDRs berygtede Stasi-general, som sender en uventet og livsfarlig blodhund i hælene på flygtningen. Nemlig den selv samme mand, som loyalt assisterede Gunther under mordsagen i Berchtesgaden dengang for 17 år siden.
Philip Kerrs Berlin Noir-serie er guf for både krimifans og historieinteresserede. Kerr er ikke blot en elegant plotsnedker, han er også en fremragende researcher, der formår at fremmane alle de små detaljer, som gør handlingen så medrivende og troværdig.
I “Berlinerblåt” konfronteres læseren konstant med en kulsort humor, der får én til at grine larmende et kort nådigt øjeblik, inden det igen bliver gruopvækkende alvor. Kerr mestrer flot den hårfine balance mellem god underholdning og lødig historieskrivning.
Når det er sagt, er netop dette bind ikke seriens stærkeste. Dertil er den ‘nutidige’ (1956) rammefortælling for tam; man glæder sig hele tiden til at bliver ført tilbage til alle de kendte nazikoryfæer og deres hårrejsende ugerninger lige før krigsudbruddet. Heldigvis fylder denne del også mest.
Hvis du endnu har Berlin Noir-serien til gode, har du i dén grad noget at glæde dig til. Selv om de nu 12 bind i serien kan læses uafhængigt at hinanden, skal det varmt anbefales at starte fra en ende af, med “Martsvioler”. Herefter vil du aldrig kigge dig tilbage.
Lån bogen på biblioteket
