Michael Katz Krefelds anmelderroste bøger om Cecilie Mars bliver til krimiserie med Christopher Boe i instruktørstolen.

Han har sagt nej til både Hollywood samt tyske og danske filmproducenter. For forfatter Michael Katz Krefeld har hidtil ikke været den mindste smule interesseret i, at hans anmelderroste bøger skulle filmatiseres.

Men nu har han sagt ja til Zentropa, der dermed løber med filmrettighederne til Michael Katz Krefelds anmelderroste bøger om Cecilie Mars, skriver Politikens Forlag i en pressemeddelelse.

– Vi er stolte over, at Krefeld har betroet os sin Cecilie Mars, en stærk og spændende karakter, som vi glæder os til at forløse i en krimiserie på skærmen. Vi har allerede møder med mulige finansielle partnere internationalt og herhjemme, siger Karoline Leth, filmproducent hos Zentropa.

At Michael Katz Krefeld har skiftet mening, skyldes først og fremmest, at den prisbelønnede filminstruktør Christopher Boe har sagt ja til at instruere serien.

– Jeg har tidligere sagt nej, fordi jeg ikke følte, at der var de rigtige kreative kræfter bag. Jeg synes, at Christoffer Boe er en af de dygtigste instruktører i verden, med et sindssygt spændende og dragende filmsprog. Jeg er derfor spændt på, hvordan historien kommer til at se ud i hans hænder. Normalt er jeg skeptisk i forhold til filmatiseringer af bøger, men jeg glæder mig vanvittigt til at se denne her, siger Michael Katz Krefeld.

Den første bog i serien, Mørket kalder (Lindhardt og Ringhof, 2018) fik gode med på vejen i anmeldelser i bl.a. Politiken og Jyllands-Posten. Det er en storbykrimi om den kontroversielle vicepolitikommisær Cecilie Mars, der bliver nødt til at tage loven i egen hånd for at stoppe en gal selvtægtsmand, der har en klemme på hende.

– Nogle gange går det hele op i en højere enhed, og derfor var det ikke svært at lukke aftalen mellem Zentropa og Krefeld, da de to parter var et åbenlyst godt match. Krefeld skaber levende universer og stærke karakterer, og i dette tilfælde en benhård, handlekraftig kvinde, der egner sig perfekt til en hæsblæsende tv-serie, siger Lene Juul, direktør for Politikens forlag og Politikens agentur.

Michael Katz Krefeld debuterede i 2007 med Før stormen (Gyldendal) og har siden udgivet 15 krimier og hans bøger er solgt i over to millioner eksemplarer i Danmark. Han har vundet talrige priser – blandt andet har han som den eneste modtaget Krimimessens Publikumspris hele tre gange. Michael har skrevet manuskripter til flere danske tv-serier, bl.a. Nikolaj & Julie, Hotellet og Nynne, og siden 2013 har han skrevet på bestsellerserien om privatdetektiven Ravn, der er solgt til udgivelse i 20 lande.

Christoffer Boe er en af Danmarks mest fremtrædende forfattere og instruktører. Boe er endt for sine cinematiske film i Danmark såvel som i udlandet, og hans første film, Reconstruction, vandt Camera d’Or i Cannes i 2003. Boes film er alle blevet udvalgt til de prestigefyldte filmfestivaler Venedig og Sundance, hvor han har vundet stor anerkendelse. Christoffer Boe har arbejdet specifikt med formatet tv-serier på miniserierne Kriger og Forhøret.

Karoline Leth har produceret mere end 20 dokumentarfilm, kortfilm og spillefilm. Bl.a. Rita til TV2 og senere Netflix. Hun har produceret bl.a. Arvingerne og Liberty, og senest har hun produceret dramaserien Drømmeren– Karen Blixen bliver til for Viaplay, som havde sin verdenspremiere på Cannes.