LGBT Asylums antologi modtog litteraturprisen, mens Biblioteket Frederiksberg modtog ‘Årets Ally’ som anerkendelse for bibliotekets insisteren på mangfoldighed, inklusion og diversitet.

Onsdag aften blev Biblioteket Frederiksberg hædret ved Danish Rainbow Awards med prisen Årets Ally, der tildeles den, der bruger sin platform til at støtte og styrke LGBT+-personers rettigheder og vilkår.

Prisen blev givet for bibliotekets dedikation til diversitet, der især kom til udtryk ved Den Lille Kulturnat i marts. Her var Rene Toft Simonsens børnebog Børnene fra Sølvgade omdannet til en interaktiv oplevelse med udklædning, leg, sang og et indslag, hvor de to dragqueens Diana Diamond og Di Di Cancerella sang Disney-sange iført prinsessekjoler.

Trods debat og demonstrationer blev arrangementet, med politiets overvågning, gennemført som planlagt.

– På trods af voldsomme trusler mod dragartisterne stod Biblioteket Frederiksberg fast sammen med artisterne og gennemførte arrangementet i forbindelse med Den lille Kulturnat, lød det i en del af begrundelsen for nomineringen.

– Vi er overvældede og glade for at modtage denne pris, som er en anerkendelse af vores daglige indsats med at fremme litteraturen og skabe et relevant og mangfoldigt bibliotek for alle. Jeg er utrolig stolt og taknemlig over det mod og den beslutsomhed, vores team af medarbejdere har udvist trods modstand og trusler, og for hver dag at skabe et bibliotek, hvor alle føler sig velkomne og inkluderede, siger bibliotekschef Tina Pihl.

Sammen med borgmester Michael Vindfeldt og Lotte Kofoed, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget, modtog hun prisen i Cirkusbygningen i København.

De to dragqueens, der var en del af arrangementet i marts, Diana Diamond og Di Di Cancerella fik prisen som Årets Drag-performer.

LGBT Asylum litteraturprisen ved årets Danish Rainbow Awards for sin udgivelse Som at slå rødder i kviksand – LGBT+nyankomnes fortællinger, der er en antologi af historier om, hvordan LGBTI+ nyankomne naviger livet i Danmark efter at have fået tildelt asyl.

LGBT Asylum vandt foran Glenn Bech Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, PEECH & People’s’ S3X og Birgitte Possings Mod Sædvane.

Foto: Biblioteket Frederiksberg