Helsingørs litteraturfestival, NORD, vil igen i år have fokus på de nordiske forfattere og de unge læsere.

Fredag den 13. og lørdag den 14. september slår Kulturværftet i Helsingør for 9. gang dørene op til to mindeværdige dage med samtaler, interviews, oplæsninger, silent reading, cocktails by night, musik og performances.

På festivalen vil et udpluk af tidens mest toneangivende nordiske forfattere, som Naja Marie Aidt (DK), Dy Plambeck (DK), Niviaq Korneliussen (G), Mathilde Walter Clark (DK) og Therese Bohman (S), stille skarpt på litteraturen og dykke ned i samtidsrelevante tematikker, der giver mulighed for at reflektere over den verden, vi lever i.

Med sin nærhed til både det øvrige Norden og København er NORD blevet et naturligt omdrejningspunkt for mange og har på få år markeret sig som en af Danmarks vigtigste litteraturfestivaler.

NORD gentager succes

De seneste år har NORD også arbejdet for at tiltrække det yngre publikum.

Det betyder blandt andet, at festivalen sidste år blev udvidet med et specialprogram for gymnasielever og unge sjæle. Succesen gentages i år, hvor NORD skydes i gang om fredagen med forfattersamtaler, der centrerer sig om temaer som venskaber, forholdet mellem Danmark og Grønland og ny, dansk lyrik.

Fredag vil der både være mulighed for at købe billet til dagens første programdel bestående af fire programpunkter og til Late Friday, som byder på to programpunkter ud på eftermiddagen med mulighed for at afslutte dagen med fællesspisning og cocktails.

Lørdagens program byder sædvanen tro på forfattersamtaler, interviews og kunstneriske performances fra tidlig morgen til aften.

Køber man sin billet i juni, får man 20% rabat.