Birgitte Dyrekilde og Johan Christensen: Vestas – Verdensmester for enhver pris

Når journalister og dokumentarister giver sig i kast med at kaste lys på virksomheder, ender det meget ofte med et halvskidt resultat. Ikke nødvendigvis i almindelige menneskers øjne. Af forskellige årsager nyder disse journalister og forfattere nemlig en del troværdighed fra den almindelige befolknings side (eller er det måske nærmere store virksomheder, der vækker mistanken hos læsere og seere?) Men det er også svært. For er det ikke sandt, hvad der står i bøger og vises i tv? Hvordan kan de ellers få lov til at formidle det?

Tag bare bogen ”Det bedste bud” om DONG Energy’s omstridte kapitaludvidelse. Sjældent er en såkaldt dokumentarisk skildring kommet på markedet med så mange fejl og misforståelser, at det næsten er en forbrydelse. Og for størstedelen af de forkerte konklusioner og oplysningers tilfælde bunder det simpelthen manglende viden og forståelse for emnet. Bogen har dog været med til at tænde ild i en stemning mod DONG Energy, som selskabet i dag stadig arbejder på at ændre. Og det er, fordi det er meget komplekse spørgsmål.

Jeg tillader mig at lægge ud med denne sammenligning, fordi Birgitte Dyrekilde og Johan Christensen i store træk har grebet deres håndtering af Vestas-problematikkerne an på samme måde. Og det er ganske forståeligt. For hvad kan de ellers gøre? I bogen ”Vestas: Verdensmester for enhver pris” har de to forfattere dog interviewet så mange mennesker, hvoraf rigtig mange er tidligere medarbejdere, at der er grund til at tro, at mange af beskyldningerne i bogen holder stik. Også mange af dem, der ikke er direkte dokumenterede. Og her adskiller bogen sig markant fra Anders Peter Mathiesens populistiske makværk om DONG Energy.

Bogen lader til at være grundigt researchet. I hvert fald de dele, de har researchet. Men visse handlinger mangler direkte en forklaring og efterlader læserne i forundring. Udfordringen med bogen – og mange bøger generelt i denne genre – er, at den er gabende kedeligt skrevet. Forfatterne bruger stort set ingen af de kendte journalistiske redskaber for at trække læserne ind i handlingen. Så du skal virkelig ville det her eller have en naturlig interesse for emnet, der går udover det sædvanlige for at kunne holde interessen.

Den første del af bogen virker som en ganske neutral fortælling. Når ledelsen eksempelvis under et besøg i USA har hyret helikopter for at se Grand Canyon, førsteklasses billetter til shows om aftenen og hyret privat guide til zoologisk have og Hoover Dam, så bliver oplysningen givet uden tanker eller dømmende ord. Og det er faktisk befriende. Ikke alene vedrører det ingen andre end aktionærerne, hvordan private selskaber bruger deres penge, men der har som sagt i de senere år været en tendens til, at journalister og skribenter følger en folkestemning. Et andet eksempel er virakken omkring incitamentsprogrammerne i Nets, hvor almindelige mennesker føler sig stødt på manchetterne over, at nogle har indgået en lukrativ aftale og har tjent penge på den – i et privatejet selskab. Det har en lang række skribenter så reageret på og skrevet om. Selvom der er tale om private finanser i en privat virksomhed. Det afholder vores to forfattere sig dog midlertidigt fra.

Fremme i regnskabsåret 2009 bliver fortællingen mere præcis. Hvor historien op til bærer meget præg af manglende viden og kolde konstateringer – lidt ligesom at betragte billeder på et museum – så bliver den nu mere vedkommende. Og med den store finanskrise som spejl, får citater og resultater mere kontekst, og vi får forfatternes fornemmelse for tingenes tilstand. Især samarbejdet med Global Wind Power og Henrik Amby bliver udstillet.

Vestas har været gennem en stor mediebevågenhed grundet nogle skæve måder at drive forretningen på og grundet nogle sagsanlæg fra investorer og interessenter. Den fokus har været berettiget. Eksempelvis oprettede de selskabet Equiventus i Luxembourg, der skulle investere i Vestas’ egne vindparker, selvom Vestas ifølge bankaftaler med Nordea ikke måtte lave banklignende virksomhed. Dette lignede en løsning til at få tømt deres overfyldte lagre ved – i en tid, hvor den finansielle krise rasede – at hjælpe kunder med slunkne pengekasser til at gennemføre deres investeringer.

Det var skuffeselskabet Wind Power Invest, der fremover skulle huse alle fremtidige investeringer i vindparker. Det var altså den undselige del af koncernen, der skulle aftage Vestas’ egne produkter, før de blev solgt videre. På den måde, kunne virksomheden indirekte investere i egne vindmølleprojekter. Men hvad værre var: Vestas skød nye penge efter gamle produkter for at give dem nyt liv, når de egentlig kunne have afskrevet dem. Det kreative eventyr med Pantelimon-parken i Rumænien er et godt eksempel på dette.

Og herfra er fokus udelukkende rettet mod finurlige regnskaber, sagsanlæg og tvivlsom ledelse. Og det mener jeg er synd. Jeg har egentlig ikke en reel løsning på den udfordring, for jeg kan da godt forstå, hvorfor forfatterne gerne vil holde læsernes fokus på de konflikter, Vestas repræsenterede, men vi taler om en verdensomspændende virksomhed, der er af monumental betydning for både den danske økonomi og den grønne omstilling. En anelse mere fokus på alle de tusindevis af gode og sunde projekter og de mange forretningsmæssigt flotte løsninger ville have klædt forfatterne meget.

Kort sagt: Spændende historie. Kedelig fortalt. Skævt fokus (efter min mening). Og svært at konkludere, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Så underholdende? Tjaaaah!

Birgitte Dyrekilde og Johan Christensen, Vestas – Verdensmester for enhver pris, Lindhardt og Ringhof, Marts 2017, 336 sider