Fredag aften blev Blixenprisen for 3. år afholdt. Men var alt lige i skabet eller manglede der noget? Forlægger fra Forlaget Buster Nordic Knud Pilegaard retter i dagens debatartikel kritik mod det gabende hul i branchen, der hverken blev fremhævet eller hædret.
Flot arrangement? Ja!
Fungerer som en helhed? Nej!
Imidlertid den gode stemning først.
Ankommer tidligt til venue på den smukkeste sommeraften. Udendørsarealet ved Den Sorte Diamant frister til pre-drink session og Københavns baltiske lys. Sikke rammer!
Går man indendørs, møder man latter og forventningsfuld snak. Det indforståede emmer snart lokalerne til. Kimen er lagt til gode timer.
Den flotte sal er som skabt til ”Bogbranchens Oscaruddeling” og illumineres af en flot scenografi. Aftenens konferencier – Louise Wolff – guider professionelt – og alligevel nærværende – tilhørerne gennem aftenens mangfoldige program.
En enkelt bogdistributør, SAXO, fremhæves regelmæssigt. Det er vel kun ret og rimeligt, da de er en af de større sponsorer og kommercielt væves ind i mange lag af aftenens program.
Tankeeksperiment; deltager en af mine nordiske kollegaer i eventet, bliver denne imidlertid en kende forbavset. Konkluderer måske, at de seneste 15 års orkan i boghandlerleddet har efterladt SAXO som eneste bogdistributør i det ganske land? Og undrer sig givet over, at der ikke er mere fokus på salg og marketing? Skønnes ellers relevant sådan en aften, da det er en naturlig og livsnødvendig del af fødekæden.
Og dog; storskærmen viser sponsorflash, hvor mindre logoer angiver enkelte bidragsydere fra boghandlerbranchen: Boghandlerforeningen samt Bog & idé aner jeg i forbifarten, inden nyt billede åbenbarer sig på endevæggen. DBK’s logo også i velkomstfolderen. Jo, jo, og sponsorer i diverse rangklasser nævnes tempovis fra scenen. Pris og værdi vægtet af Justitia?
Ordet ”boghandler” bliver af den opmærksomme nævnt to gange fra aktørerne i aftenens løb. En, to, mange såmænd. Pernittengrynagtigt? Tjoh måske, men kan ikke lade være at reflektere, da prisen ”Årets Boghandler” uden plausibel motivering er fjernet fra dette års Blixenfest.
Elegance, ignorance eller arrogance over for det arbejdende led, som for egen regning og risiko gør deres for at inspirere slutbrugerne til at erhverve sig skønåndernes værker? Det svarer andre mere kompetent på end jeg!
I aftenens løb bliver der flere gange fremhævet, at forfatterne ikke eksisterer uden deres læsere og de dygtige redaktører. Så sandt, som det er sagt! Men I glemmer nogen…
Derfor kære arrangører; tak for et blændende arrangement, der løfter bevidstheden om bogen op til et nyt niveau. I har alletiders mulighed for at samle HELE branchen – også de, der kæmper den daglige kamp ude lokalt. Synes ikke, det er nogen skam at være i en position, hvor man kan optimere skarpere næste gang.
Ønsker I synergi og endnu mere Schwung, må boghandlerne repræsenteres mere værdigt i 2018. Det fortjener boghandlerne sekundært, og vi forlæggere primært – også af andet end kommercielle hensyn.
I modsat fald bliver det som i Herman Bangs ”Stuk” historieløst og uden helhed.
Bedre held næste år og glæder mig allerede.
Knud Pilegaard, Buster Nordic A/S.