Rikke Ella Andrup fortæller om efterårsprogrammet hos forlagene Nelumbo, Petunia og Augusta Publishing.

Børnebøger

  • ‘Sådan bliver du et tjekket spøgelse’ af Ane Gudrun og Thomas Arnt (Forlaget Petunia)

Vil du sikre dig, at du har fuldstændig styr på ‘efterlivet’? Skulle du genopstå som et spøgelse, når er det en god ting at have læst Thomas Arnt og Ane Gudruns “Tjekket spøgelse”. Bogen er opfølgeren til “Sådan bliver du en tjekket zombie”, der udkom sidste år. Den helt perfekte håndbog for spøgelser med gode råd og vejledning i for eksempel påklædning, skræmmeteknikker, ernæring og fællesskab.

LGBT-børnebøger (Forlaget Petunia)

Vi sætter fokus på regnbuefamilier i denne skønne serie af børnebøger. Bøgerne er billedbøger, der egner sig til oplæsning og dialog. De lidt større børn i indskolingen kan selv læse dem. Bøgerne er anbefalet til de tre-syv- årige.

  • ‘Pigefest… for Søren’ af Ane Gudrun

Tulle Mulle Myntheberg havde drømt om en pigefødselsdag længe. Pink-Party-drømmefest med enhjørning-cupcakes, kanin-servietter og glimmer-sugerør. Sådan en fødselsdag, som Bellas mor havde holdt for Bella. Men Tulle havde ikke en mor som Bellas. Eller en mor som Victorias mor. Eller som nogen andens mor for den sags skyld. Hun havde en far og en Søren. Kan Tulles far mon købe en mor, eller behøver han overhovedet det?

‘Pigefest … for Søren!’ er en højtlæsningsbog for børn i børnehave og indskolinge. Ane Gudrun belyser LBGT+ temaet i en smukt illustreret bog set gennem lille Tulle Mulle Mynthebergs øjne.

  • ‘Min skønne onkel Ofelia’ af Charlotte T. Frobenius

Jeg har en onkel, og han er noget helt særligt. Han kan det hele! Mød den finurlige Onkel Ofelia, der gør så mange mærkelige ting. Han spiller fodbold i høje hæle, går med kjole og laksko, og så har han en kæreste, der hedder Anders. Først og fremmest er Ofelia dog verdens sejeste onkel.

En bog for de små og deres voksne fortalt på ti sjove vers. Forfatter og illustrator Charlotte T. Frobenius skildrer LGBT-temaet med kærlighed, humor og skønne illustrationer.

  • ‘Molly og Kurthilde’ af C. G. Valentin

Hunden Molly snubler en dag over en lille snegl med et fint, regnbuefarvet hus. I huset bor: Kurthilde! Snart slår Ninja-edderkoppen, PeppeRonni, sig til følget. Han har en helt klar mening om, hvordan man er en “rigtig” dreng og en “rigtig” pige. 

Heldigvis får Kurthilde snart lært dem, at man ikke behøver dele alting op i drenge- og pigeting. Sammen udvisker Molly, PeppeRonni og Kurthilde grænserne og knytter venskab.

Molly og Kurthilde lægger op til dialog med børn omkring køn og de normer, vores samfund har skabt i forhold til dette. Forfatter C. G. Valentin har blandt andet tidligere udgivet børnebøgerne ‘Katinka og Bøvserne’ og ‘Man må sgu da ikke bande’.

 —

Ungdomsbøger

  • ‘Mørkets Gerninger’ – en gyserantologi redigeret af Tenna Vagner (Forlaget Petunia)

Tik-tak … For hvert timeslag fortæller vi dig en historie fyldt med gys og uhygge, og på det 13. timeslag slipper vi monsterets stemme fri. ’Mørkets gerninger’ er 13 udvalgte noveller med alt fra usynlige venner og varulve til spøgelser, forbandelser, hjemsøgte huse og monstre i skabe, spejle og senge – men også de monstre, der lever i os selv. Fra 13 år. 

  • ‘Wilmas Verden’ – en historisk ungdomsroman af Ulrika L. Bjerregaard (Augusta Publishing)

‘Wilmas Verden’ er første bind i en ungdomsromanserie skabt af Ulrika L. Bjerregaard, der også skriver i forfatternavnet, L. Sherman. 

‘Wilmas Verden’ er først og fremmest skabt for at underholde og give læseren en skøn læseoplevelse. Men den er også velegnet til undervisning i udskolingen med henblik på emner som udvandring til Amerika, litteratur og i det hele taget livets eksistentielle spørgsmål om, hvem er jeg, hvad skal jeg være, og er jeg god nok, som jeg er?

Vi skal fra nutidens Aarhus til datidens New York. Wilma er vores hovedperson i nutiden. Hun går i 8. klasse, og hygger sig med vennerne. En dag finder hun en kuffert på sin mormors loft med en stabel breve fra sin tipoldemor, Karoline, der udvandrede i 1912. Sideløbende med Wilma følger vi Karolines rejse til USA og den første tid i det nye spændende, men også overvældende hjemland. Fra 11-12 år

  • ‘Sjælens Ekko’ – en ungdoms- og LGBT+-roman af Marie Alexander White (Forlaget Petunia)

I ‘Sjælens Ekko’ fortsætter den anmelderroste ungdomsroman ‘Rosens Akkorder’. Agathe, Kaia, venner og familie slår knude på de løse ender, som forfatter Marie Alexander White efterlod læseren med i første bind i serien Luscininas Lyrik.

Forfatteren har vovet sig ud i en LesFic-roman, som er LGBTQ+ med lesbisk fiction som omdrejningspunkt. Tredje bind udkommer i 2020.

Voksenbøger

  • ‘Vegas Invitation’ af Ella-Maluca Floyd (Forlaget Nelumbo)

‘Vegas Invitation’ er anden bog i den populære Tør Du-serie, hvor vi sidste år lærte pigegruppen Kendra, Emma-Jo og Vega at kende i ‘Kendras Blind Date’. De tre veninder udfordrer hinanden, men det er ikke så uskyldigt, som det lyder til. 

Vega er træt af det triste decembervejr, hun kan ikke finde julestemningen frem. En uskyldig kontorflirt munder ud i en udfordring, og her begynder vores psykologiske thriller. 

Ella-Maluca Floyd kombinerer det psykologiske spil med hed erotik og tryllebinder læseren med udspekuleret og uforudsigelige tvist. En anderledes og uventet roman i forhold til New Romance/erotik-genren. Tredje bind i serien Tør Du? udkommer i 2020.

  • ‘Du Var Min’ af L. Sherman (Ulrika L. Bjerregaard) (Augusta Publishing)

‘Du Var Min’ er en soulmate-historie, der flirter med vores nutid, datid og fremtid. I løbet af et liv møder vi mange mennesker.  Engang imellem er der en helt særlig kemi, hvor vi ikke kan svare på, hvorfor forbindelsen er så stærk. 

Bogen fortæller os, at vi skal gribe skæbnen, når den banker på. Flirten med det overnaturlige er lige under overfladen, men der er hverken magi eller fantasy i bogen.  

L. Sherman er allerede anerkendt for sin Fortabt i Aarhus-serie, der er fyldt med humor, venskaber og livets udfordringer. I ‘Du Var Min’ går forfatteren virkelig under huden på læseren og spiller på forbindelsen mellem skæbner, fortid og nutid.

  • ‘Fortabt i Ham’ af L. Sherman (Ulrika L. Bjerregaard) (Forlaget Nelumbo)

Tredje bog i Fortabt i Aarhus-serien, som tog læserne med storm blandt andet på Mofibo. Denne bog er Mikkels historie, der springer ud som homoseksuel.

Mikkel ved godt, at han er tiltrukket af sit eget køn. Han har indrømmet det over for sig selv og endelig også over for sine venner. Er Mikkel egentlig parat til at tage det sidste skridt?

Med en stor styg kliché af en familie, hvor faren ikke vil se i øjnene og acceptere, at hans eneste søn er homoseksuel, og en mor, der forsøger at glatte ud, har Mikkel ikke den store opbakning hjemmefra.

Igen skal vi en tur rundt i vores elskede Aarhus og en afstikker til det store udland. Bogen her kan læses alene, men hvis I vil lære vores venner bedre at kende, skal I læse ‘Fortabt i Dig’ og ‘Fortabt i Os’, som er de to første bøger i Fortabt i Aarhus-serien.

  • ‘Trevors Truth’ af L. Sherman (engelsk udgivelse på Forlaget Nelumbo)

Millie and Trevor knew each other as kids and teenagers. They secretly fell in love but never shared their feelings except for one fatal time that brought them together but also tore them apart. Trevor is back in their hometown L.A. after more than a decade overseas.

He is still best friends with Millie’s brother Justin, and you might say that he’s a man on a mission. Millie, a single mother, has made an important decision for herself. She has signed up to go on an explorational journey into her own sexuality. 

After too many years dedicating herself to marriage, her child and lately building a business there hasn’t been many hours left in the day for Millie. 

She signs up for a six weeks’ SexUcation course at an exclusive sex club, Piacere. Masters will each Friday evening teach her how to travel the world-map of her sexuality. What she doesn’t know is that her first “tutor”, a master of the club, is the one and only Trevor from her past. 

 

Hvilke udgivelser venter I jer mest af?

”‘Mørkets Gerninger’ er det nye skud på stammen, hvor vi udforsker gysergenren. Vi fik utrolig mange hårrejsende bud på gysernoveller, hvor vi håndplukkede 13. Antologien bliver en tyk, lækker bog med mange timers neglebidende underholdning. Bidragende kommer både fra etablerede, prisvindende og debuterende forfattere.

Succesen med Fortabt i Aarhus-serien fortsætter i ‘Fortabt i Ham’, der udkom tidligere på efteråret. Serien er blevet taget utrolig godt imod og har fået sin egen fanskare. Det er en up-beat, rom-com-serie krydret med erotik, men med forskellige, vigtige livsbudskaber på hjertet.

I skrivende stund er forfatteren, L. Sherman, i gang med fjerde bind: ‘Fortabt Uden Ham’.

‘Vegas Invitation’ er den ventede opfølger i ‘Tør Du’-trilogien, der begyndte med ‘Kendras Blind Date’ sidste år. I ‘Vegas Invitation’ får vi en psykologisk thriller ud af en udfordring mellem veninder. Ella-Maluca Floyd inviterer os til at se os en ekstra gang over skulderen.

Ulrika Louisa Bjerregaard er det civile navn bag L. Sherman, og hun udkommer med første bind ud af fire i en ungdomsserie: ‘Wilmas Verden’. I ‘Wilmas Verden’ møder vi pigen Wilma, som lever sit normale teenagerliv med venner og spirende forelskelse, men hun tiltrækkes af sin families historie gennem en stabel gamle breve på sin mormors loft.

Forfatteren ønsker at fortælle en nutidig, realistisk historie spundet ind i historie, litteratur og verden. “Vi skal opfordre de unge mennesker til at drømme, rejse, udleve deres kreativitet og se at verden er stor,” udtaler forfatteren.

Ulrika udkommer også med en historisk kærlighedsroman: ‘Du Var Min’, der allerede nu får flotte før-anmeldelser med på vejen. ‘Du var min’ er en soulmate-historie, der på fineste vis spinder vores nutid med datid. Den fortæller os, at vi skal gribe skæbnen, når den banker på.

Flirten med det overnaturlige er lige under overfladen, men der er hverken magi eller fantasy i bogen. Den kan sammenlignes med den magiske realisme, som vi kender fra Isabel Allendes bøger. Historie, kærlighed, skæbne, valg og tilfældigheder forenes i denne bog. 

‘Sådan bliver du et tjekket spøgelse’ af Ane Gudrun og Thomas Arnt er en børnebog, der er fuld af gespenster, viden om dem og flot illustreret. Den er spækket med humor, og der er mange times læsning og fordybelse i verden hinsides. Sidste år udkom makkerparret med ‘Sådan bliver du en tjekket zombie’, og vi ser frem til at gentage succesen.

 —