Traditionen tro præsenterer danske forlag deres efterårs- og juleprogram hos os. Denne gang Forlaget Zara
Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer?
Vi har netop udgivet bogen Arthur Peppers mageløse rejse – en skøn og hjertevarm roman fuld af uforglemmelige figurer med store hjerter og uimodståelige karaktertræk. Bogen henvender sig til alle læsere, der har nydt Historien om A.K Fikrys liv og Harald Frys usandsynlige pilgrimsfærd. Bogen er oversat til 22 sprog, og filmrettighederne er solgt til Hollywood.
I oktober udkommer Intet af et af Irlands store krimitalenter – Catherine Ryan Howard. Intet er bygget op som halv ”true crime”-biografi og halv reaktion fra morderen på at læse biografien. Forfatteren er blevet inspireret af The Golden State Killer-sagen, og efter pågribelse af morderen i denne sag begyndte hun at spekulere på, om morderen havde læst om sine ugerninger i bogen: Jeg forsvinder i mørket af Michelle McNamara. Intet er Catherine Ryan Howards bud på, hvordan sådan en læsning kan have udviklet sig! Bogen er oversat til 11 sprog og er udkommet i 18 lande.
Kitt Hartley, bibliotekar og selvudnævnt detektiv, involverer sig i en ny mordsag i Liget i boghandlen. Den nysgerrige og elskelige Kitt og hendes venner kommer Yorks politi til undsætning, da man finder et lig i en af byens eksklusive boghandler. En krimi, der er hyggelig ligesom varm te under tæppet på en kold efterårsdag. Det andet bind i serien om Kitt Hartley udkommer 1. november.
Er der titler fra 2021 I gerne vil fremhæve?
I år har vi også haft fornøjelsen af at udgive bestsellerforfatter Victoria Hislops længe ventede selvstændige opfølgning til verdenssuccesen Øen. En aften i august tager læseren med til Kreta til den festlige begivenhed, der markerer lukningen af spedalskhedskolonien på Spinalonga. En aften i august er allerede en bestseller, og vi forventer, at den vil blive en gave under mange af landets juletræer.
I rækken af forlagets fagbogsudgivelser kan vi bl.a. fremhæve Emma Martinys femte kogebog Ganske enkelt. Bogen indeholder nemme og velsmagende hverdagsretter. God mad behøver ikke at være kompliceret at tilberede, og det gælder både for fremgangsmåden og valget af ingredienser. Bogen indeholder 69 af Emmas bedste opskrifter på hverdagsmad.
Også strikkebiblen En kant er netop udkommet, og den henvender sig både til nybegyndere og øvede strikkere. Bogen er speciel ved, at der er tegninger til alle modeller, så som læser er det nemt at holde overblikket og blive guidet igennem processerne. Bogen indeholder også henvisninger til en lang række videoer, der viser i praksis, hvordan man skal strikke modellen
Slutteligt har vi haft en fest med Preben! Altså bogen Vi havde en fest på arbejdet, men så kom Preben … Rikke Østergaard adresserer i bogen, hvor smitsomt negative følelser kan være, både privat og i arbejdsrelaterede sammenhænge. I bogen er der god råd til, hvordan man som menneske, medarbejder og leder kan stoppe den følelsesmæssige forurening. Bogen er på vej i 6. oplag.
Læs også: BØGERNES HØJSÆSON: FORLAGET ALBERT OG SVANE & BILGRAV
Er I som forlag også interesseret i at fortælle om jeres bogefterår og måske løfte lidt af sløret for, hvad der skal ske i 2022, så tøv ikke med at sende tekst og billede til jesper@bogmarkedet.dk