Gode bøger til de bedste stunder. Pernille Follmann Ballebye fortæller om efterårsudgivelser.

Vi udgiver i alt ni bøger dette efterår. På et mindre forlag griber det redaktionelle arbejde ind i selve lanceringen af bøgerne og vice versa, så vi er for længst i fuld gang med at planlægge bøgernes videre vej ud på det brogede marked. 

Vores historiske udgivelser ligger sædvanligvis godt under juletræet. Den britiske historiker og professor Peter Frankopan har skrevet en opfølger til sin anmelderroste bestseller ‘Silkevejene’. I år deltager han i Bogforum for at præsentere ‘De nye Silkeveje’, som diskuterer Kina og Sydøstasien som ny førende økonomisk, politisk og kulturel supermagt. 

Per Stig Møller og Peter Frankopan ville helt sikkert have meget at drøfte. Vores tidligere udenrigsminister har dog skrevet en bog med dansk fokus: den første samlede fremstilling af efterkrigsmånederne, ‘Sommeren ´45. Fra overmod til mismod’.

Bogen er baseret på et omfattende arkivarbejde og inviterer læseren til at følge krigens vigtigste aktører og grupperinger, modstandsfolk, politikere, forfattere, den almindelige befolkning etc. Ikke mindst kommer man tæt på de store etiske dilemmaer, som retsopgøret udløste.

Historiker Lars Christensen bragede sidste år igennem med ‘Svenskekrigene 1657-60. Danmark på kanten af udslettelse’.

Han forfølger i sin kommende bog en af 1600-tallets store politiske og historiske personligheder: ‘Hannibal Sehested. Krig, magtkamp og enevælde i 1600-tallet’. Forfatteren er en sand fortæller, så man kan glæde sig til lige dele personintriger og magtpolitisk rænkespil.  

Endelig lander vi hjertevarmt med ‘Breve til mine børnebørn. 14 kloge bedsteforældre deler livsglimt og familiehistorier’. Teksterne er skrevet med stor kærlighed til de børn og unge, som engang vil tage imod denne flaskepost.

Tilsammen giver bidragene et fint og varieret billede af de små og store begivenheder, der tegnede barndom, ungdom og voksenliv i det 20. århundrede. Forhåbentlig kan bogen inspirere mange læsere til selv at tage hul på at fortælle børn og børnebørn om de erfaringer, livet har givet, og de værdier og råd, de gerne selv vil sende videre.

Foto: Leif Tuxen.