Traditionen tro præsenterer danske forlag deres efterårs- og juleprogram hos os. Denne gang Rebel with a cause

Det er et sandt mangfoldighedshorn forlaget sender ud i verden i løbet af efteråret 2021. Og da Rebel er et mikroforlag ligger alle udgivelserne naturligvis mit hjerte nær – og jeg forventer mig meget af dem alle. Men jeg har her udvalgt to af de udgivelser, jeg tænker har et stort potentiale for et dansklæsende publikum.

I august udkom FERSKVAND af Nigerias internationalt anerkendte og nyeste skud på forfatterstjernehimlen, Akwaeke Emazi. Bogen har fået fantastiske anmeldelser i udlandet og er under udvikling til en tv-serie. Det kan være, det tager lidt tid for det dansklæsende publikum at få øjnene op for Akwaeke Emezi, men jeg er helt sikker på, at der venter mange fabelagtige læseoplevelser i dette forfatterskab (Rebel udgiver flere af deres titler), som har taget resten af verden med storm med sine genrebrydende fortællinger og helt nye perspektiver på levede liv.

Derudover forventer jeg mig rigtig meget af lanceringen af Rebel BØRN med HVOR KOMMER DU RIGTIGT FRA? som udkommer den 19. november 2021. Forfatterne bag er mor og datter, Martine Münster Spanger-Ries og Marlene Spanger, og inspirationen til fortællingen udspringer af deres personlige erfaringer med racisme på tværs af generationerne. Og så vidt jeg ved, er der ikke andre børnebøger, der behandler racisme i børnehøjde fra dette perspektiv. Ønsket er at italesætte den sorg og det ubehag, der ligger i at blive udsat for det, vi populært kalder ’hyggeracisme’, uden selv at have sproget og refleksionsniveauet til genkende, hvad det er.

Illustrationerne er af debuterende illustrator Ann-Sofie Vejs, som har skabt et mættet og sanseligt univers, der til fulde formår at fange og udtrykke hovedpersonen Ellas følelser.

Martine og Marlene kan desuden opleves på BogForum fredag den 5.11.2021kl. 12-13 på NY SCENE i samtale med bl.a. kultursociolog og forfatter til Nour & Nora-serien Camilla Kaj Paulsen.

Læs også: BØGERNES HØJSÆSON: Alhambra

Foto: Pirita Taskinen

Er I som forlag også interesseret i at fortælle om jeres bogefterår og måske løfte lidt af sløret for, hvad der skal ske i 2022, så tøv ikke med at sende tekst og billede til jesper@bogmarkedet.dk