Femte udgave af H.C. Ørsteds berømte naturfilosofiske værk Aanden i Naturen, med indledning af Knud Bjarne Gjesing, fremkom i 2017 på forlaget Lindhardt & Ringhof. Kolofonen formaner:
“Må kun optrykkes efter aftale med forfatteren.” Så må man sandelig håbe, at ånden er redebon; for ingen tvivl om, at kødet er skrøbeligt!

For nogle uger siden udkom på samme forlag en pragtudgave af Fjodor Dostojevskis Idioten, som har givet anledning til en vigtig debat om forlagets oversættelses- og genudgivelsesetik. Oversættelsen ved den i bogen ikke-nævnte Erna Juel-Hansen er fra 1887 og foretaget ikke fra russisk, men fra tysk, og i øvrigt markedsført som en “ny udgave”. Det fik universitetsforskeren Tine Roesen til at tale om en skandale med hældning mod bedrageri. Forlagsredaktør Sune de Souza Schmidt-Madsen tog pressen i skole og lod den forstå, at fremgangsmåden er aldeles lovlig og gængs, og at man med udgaven endda har haft et ædelt formål, at henlede opmærksomheden på en oversætter, der ufortjent er havnet i glemslen – og at det alt sammen naturligvis fremgik på normal vis af bogens kolofon. Hvilket viste sig at være usandt.

Den gamle dame var ikke i kolofonen, så lidt som det fremgik, at den oprindelige oversættelse via tysk havde en anden titel: Fyrst Myschkin (Gyldendal, 1887; 596 sider). Schmidt-Madsen pointerede også, at forlaget ikke spandt guld på udgivelsen. Bogen koster 280 kr. i den boghandel, jeg frekventerer. Langt mere end andre af forlagets genudgivelser. Idioten kan i øvrigt også downloades hos forlaget SFA-89 for 29 kr. Og for at det ikke skal være løgn, kan man læse den digitaliseret på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside, hvor den er “public domain”, ganske gratis.

Til Sune Schmidt-Madsens ædle formål, at slå et slag for en forfatter, der modsat (eller ligesom) broderen Holger Drachmann er ved at gå i glemmebogen, ved uden hendes navns nævnelse at genudgive (med moderne retstavning) en oversættelse af en russisk forfatter fra tysk, blot dette: Det er fint og flot at ville rehabilitere Erna Juel-Hansen. Men her må man forstå, at andre er gået forud med det glade budskab, så der er unægteligt en del litteratur at forholde sig til. Bl.a. af en flok kvinder, svarende til, at fru Juel-Hansen jo var langt fremme i sine røde sko: Lise Busk Jensen, Inger-Lise Hjordt Vetlesen, Elisabeth Møller Jensen, Pia Sigmund, Pil Dahlerup, Birgit Mortensen – og som de første Anne-Marie Mai & Stig Dalager.

Erna Juel-Hansen døde sidst i 1922. Så Lindhardt og Ringhof kan sagtens nå at markere hundredåret med en genudgivelse af en af romanerne, f.eks. En ung Dames Historie (1888), Terese Kærulf (1894) eller Helsen & Co. (1900) – alle om unge borgerkvinders psykiske prægning gennem opvækst og opdragelse. Sune Schmidt-Madsen antyder glædeligt nok, at man vil gøre det med manér, så teksten er ordentligt gengivet og uden al “bearbejdelse” også kommer til at indeholde en introduktion til forfatterskabet og en karakteristik af forfatterens sociale og pædagogiske indsats. Forfatteren til denne tekst kunne være forlagsredaktøren selv, der jo også er litteraturhistoriker og tilmed har udgivet bøger om Karen Blixen.

Historien viser, hvad angår kolofonen, at Schmidt-Madsen reelt ikke har sikret sig, at den bringer de korrekte og komplette oplysninger. Desværre er det langtfra enestående, at danske forlag (i modsætning til især større sprogområders) sjusker med deres kolofonoplysninger og således i visse tilfælde giver et fortegnet eller forvansket billede. Ikke nødvendigvis så groft som i dette tilfælde, hvor man altså fortier både oversætterens navn, oversættelsens alder og bearbejdningens nøjere art og omfang. Et nærliggende eksempel kan være Lindhardt og Ringhofs e-bogsversion af Dostojevskis 2021-udgivelse af Fyrst Myschkin i Erna Juel-Hansens oversættelse fra tysk! Ja, for tro mig, en sådan foreligger også, selvom det ikke er kommet frem i debatten. Altså just den samme oversættelse (ubearbejdet, dog med titelskifte til Idioten), som man samtidig har bearbejdet og forsynet med et stift rødt pragtbind. Til 280 kr., mod 95 kr. for e-bogen. Hvad står der så denne gang i kolofonen? Jo, Erna Juel-Hansen nævnes skam, også den russiske originaltitel og at originalsproget er russisk, men ikke, at transitsproget er tysk! Der står også, at der er tale om “en gengivelse af et tidligere værk udgivet med datidens sprogbrug”, hvilket jo både er sandt og mystificerende. Datidens sprogbrug kan betyde alt muligt. Formentlig betyder det dansk, som Erna Juel-Hansen og hendes tid skrev det. Men hvad med forholdet til den tyske oversættelse, og hvad med den tyske oversættelses forhold til Dostojevskis sprog? Hvis der menes Erna Juel-Hansens sprogbrug, som man altså ifølge Sune Schmidt-Madsen gerne vil gøre os nutidslæsere opmærksom på, må det unægtelig forekomme underligt, at man i den røde pragtversion har moderniseret retstavningen. Videre: efter copyright-symbolet står der “1868-69, 2021 Lindhardt og Ringhof” og “Alle rettigheder forbeholdes”. Vi er nu fremme ved juraen! Dostojevski tillægges en retsbeskyttelse, som han ikke har, fordi Bernerkonventionen først kom til verden i 1886, og fordi normalperioden, før et værk frigøres af copyrighten, er 70 år fra forfatterens død at regne; herefter bliver det “public domain”. Men ikke nok med det, man fremturer: “Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.” Det kan knap nok læses som andet end en trussel. Måske kan det pådutte Copydan en del unødigt ekstraarbejde?

Alt dette afslører selvfølgelig, at Lindhardt og Ringhof tager ganske let på deres kolofontekster. Det samme gælder i mindre grad flere andre forlag. Det ville være en god og stor ting, om Idiot-affæren, der jo allerede har sat gang i en debat om, hvad oversættelse “betyder”, og hvilke moralske implikationer der er i spil, også kunne give anledning til, at Forlæggerforeningen (Danske Forlag) nedsatte et kontrolorgan, der dels kunne udarbejde et kodeks – en art grundlov – for den korrekte udformning af kolofoner, altså fastlægge umisforståelige retningslinjer, dekretere ansvarsplaceringen og i det videre forløb holde øje med, at retningslinjerne respekteres. Et sådant organ bør selvfølgelig ud over forlæggerforeningens til enhver tid siddende formand omfatte en uafhængig jurist med speciale i ophavsret. Retningslinjerne bør pointere, at det er forlagslederen ene og alene, der har ansvaret.

Bogbranchen er selvfølgelig først og fremmest en børs, selvom den gerne vil ses og agtes som en katedral. Kunne den måske lære at gebærde sig med anstand, vil den i bedste fald opnå købernes agt. Fører den sig frem som i Idiot-sagen, skaffer den sig i værste fald foragt.

Skrevet af Aage Jørgensen

Aage Jørgensen (f. 1938), cand.art. i dansk og litteraturhistorie. Lektor ved Aarhus Universitet 1967-75 og Langkær Gymnasium 1975-2002. Har publiceret adskillige litteraturhistoriske bibliografier, samt bøger især om H.C. Andersen og Johannes V. Jensen (senest: Litteratur om Johannes V. Jensen 1998-2020, 2021). Medlem siden 2005 af Det danske Sprog- og Litteraturselskab.