Jeg arbejder til dagligt som læge i en akutmodtagelse som en del af uddannelsen til at blive praktiserende læge. Ved siden af mit arbejde har jeg skrevet min første børnebog, NullerBørge. I denne artikelserie får I lov til at se jeres branche – BOGBRANCHEN (gyyys, giiiisp) – fra en nybegynders perspektiv.

NullerBørge er en humoristisk historie, der handler om en nullermand, som bor i navlen. Det var egentlig min mor, som fortalte mig godnathistorier om NullerBørge. Vi delte dette finurlige univers, hvor hun forklarede kroppens små reaktioner og symptomer med små NullerBørge-historier. Efter jeg blev voksen, mor og læge, så jeg et fornyet potentiale i universet, og jeg besluttede mig for at skrive bogen.

Vejen til et færdigt manuskript var kringlet, pinligt og langt. Men det viste sig hurtigt, at et forlag var interesseret. Så for præcis ét år siden skrev jeg under på en kontakt med forlaget Superlux.

I sidste kapitel mødte jeg så min redaktør.

Det var et spændende møde, hvor hun fortalte om hele processen i at få udgivet en bog. Jeg fik dog lidt kriller i halsen, da jeg hurtigt erfarede, at man ikke bare trykker ’print manus.’

Nå nå. Hun fablede også om noget med “redigeringsrunder.”

What is that?

Da jeg fik manuskriptet tilbage efter ”første redigeringsrunde,” var jeg naiv som altid. Det kunne nok klares med lidt maling og gaffatape hist og her. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvilken hovedrengøring, omplacering, udsmidning og indkøb, der skulle ramme mit lille NullerBørge-hus!

Faktisk en totalrenovering.

Jeg satte mig til rette med en go’ kop kaffe og åbnede dokumentet med en dejlig kildende fornemmelse i maven.

NU skal du ha’ ros, Maria!

Hov! Nej, det er da spøjst.

Der er noget galt med dokumentet. Det er som om, at…

Jeg missede med øjnene, da jeg var i tvivl om jeg så rigtigt. Og det var så dér, at mit hjerte slog en kolbøtte, klatrede op gennem halsen og gav mig en syngende manuskript-lussing.

Et Anders And blad havde kastet op ud over hele manuskriptet! Talebobler EVERYWHERE!

Min underkæbe sank sig langsomt, imens hjertet kravlede tilbage igennem det næsten tilsnørede svælg. Mine øjne scrollede ned over taleboblerne. Chokket bare blev større.

Okay, indgangen er for lille? What? Hel ny entre? Jamen… Vil du smide den karakter ud? Kan du ikke lide DÈN joke? Okay, du vil simpelthen flytte den væg et andet sted hen?

Og værst af alt:

 MALE FACADEN!?

Jeg smækkede computeren i og sundede mig lidt. Men jo mere jeg tænkte over hendes kommentarer, desto mere blev jeg også nysgerrig på, om hun havde ret? Jeg trådte forsigtigt tilbage i manushuset og skævede til den første taleboble.

 Ja, okay. Den entre trænger måske. Hel ny indledning.

Og næste: ”Unødig brug af versaler. Unødigt brug af versaler. Versaler, Maria…”  (hver tredje taleboble).

Host host. En let ubehagelig fornemmelse forplantede sig i mit mellemgulv. Maria 10 år.

”I det her lille stykke skriver du: ”Ej, hvor sjovt. Haha, det er sjovt. Havde det rigtig sjovt. Hvor var det sjovt.”… Det er lidt meget sjovt, ikke?”

Stilhed… Kigger rundt i det tomme rum og krummer tæerne en smule. Shit, hvor elendigt!

”Tre styk tillægsord i streg, Maria. Det må være ny rekord.”

Yes. Så deeet. Men nu har jeg vist udstillet mig selv nok, og det er på tide, at jeg lægger mig fladt ned og råber ud i rummet:

Tak for redaktører!

Og særligt tak til min. Samtlige af hendes irriterende talebobler gav jo mening. Så jeg redigerede, omskrev, væltede vægge og spartlede huller. Og blev det så bedre? I guder altså. Når man tænker på det gamle hus overvejede jeg, hvordan jeg overhovedet kunne bo der?

Det trængte til en renovering, og det skete altså! ”Mester” pegede, og jeg udbedrede. Agerede tømrer, murer, skraldemand og indretningsarkitekt.

Det eneste sted, hvor jeg måtte smide håndklædet i ringen, var malearbejdet! Jeg tegner elendigt. Men heldigvis trådte en malersvend til og VUPTI – pludselig fik huset liv, varme og blev mere autentisk end nogensinde.

NullerBørge var blevet født! (Indsæt klapsalve og juhu-brøl)

Han var skisme en dejlig fnullerfætter. Min redaktør og jeg klappede hinanden på skulderen.

Og så gik der en måned mere… for sådan har jeg lært, at bogbranchen er. Ligesom en elefant er gravid i toogtyve måneder, så er der virkelig ikke nogen grund til at skynde sig i bogbranchen.

 

Men pludselig, da jeg sad til morgenkonference i slutningen af marts, vibrerer min telefon i lommen. Jeg kiggede diskret på telefonen under bordet.

”Udgivelsesdato d.16 maj!”

Sus igennem kroppen! Jeg kiggede begejstret rundt på mine kollegaer, der lyttede med alvorlig mine, imens bagvagten fortalte om de nyindlagte børn.

Styr dit børnebogs-entusiastiske selv, Maria. Fokus! Jeg tæmmede børnebogs-adrenalinen og kiggede opmærksomt på bagvagten. Prøvede at fokusere på feberkrampe og slugte perler.

To sekunder senere: Hvor vildt! Ej ej ej!

Og så gik tiden ellers på fast forward, indtil NU, hvor han skal ud i verden.

Oh my God, er det normalt at man ikke kan falde i søvn om aftenen? At man ikke kan tænke på andet end den udgivelse? Mit hoved er fyldt små NullerBørger, der danser polka, når jeg skal sove.

Vejen til udgivelsen har været vild og kringlet og fantastisk og lærerig (og der var faktisk FIRE tillægsord, én versal og rigtig mange ”og-er”). Og nu også tre tegn i streg. Hvor mange redaktører sidder med høj puls?

 

Jeg har lært rigtig meget om bogbranchen – do’s and don’t – og det er i grunden en branche, der rummer rigtig mange elementer. Dét, der har overrasket mig mest, har været den måde, hvorpå jeg er blevet taget imod. Hep og skulderklap fra alle sider.

Stine, min bogmentor, lærte mig de mest basale ting. Havde det ikke været for hende, så havde jeg aldrig kunne skrive dette kapitel. Det havde jeg i grunden heller ikke, hvis ikke en vis redaktør i BogMarkedet havde tænkt, at det kunne være ræddi sjov at udstille min boglige jomfruelighed.

Min redaktør hos Superlux troede på NullerBørge og gav mig chancen. Hun fik mig til at se bogen på en ny måde og nu, hvor jeg har været igennem hele processen, så er jeg sikker på, at hun ikke behøver at skrive det med versalerne og tillægsordene igen. Men jeg vil ikke love noget.

Det slår mig også, at de venskaber man ser på tværs alle forfatterskaberne rummer en hel særlig dybde – tager jeg fejl? Jeg oplever den selv. Jeg har også fået en særlig ven. Måske er det fordi, at forfatteriet kan være en sårbar ting, og det aldrig kan undgås at blive lidt personligt, hvad der kommer ud.

 

Nå, guys! Men hvad så nu? Nu kommer udsendelsen, anmeldelserne og lektørudtalelsen. Men det skal nok gååååå (smilende og ser ubekymret ud) … host host… Altså, det er dét, jeg siger højt. Indeni er jeg da TOTALT bange for, at min inhabile 5-stjerne-vurdering af bogen ikke bliver delt. Tænk, hvis den udelukkende får dårlige anmeldelser? F.U.C.K. Så er det godt, at jeg har en lægeuddannelse at falde tilbage på.

Men hvad så med dig, Rytter? Altså, jeg håber jo et eller andet sted, at jeg en dag spirer til et stort bogtræ! Det håber alle i denne branche. Men nu siger jeg det. Jeg elsker det skriveri.

Når man først har taget pennen i hånden, så er det jo SINDSYGT svært at stoppe igen. Så jeg skriver jo nok bare videre på de fire andre børnebøger, jeg har gang i – og den halvfærdige roman. Man skal jo ikke kede sig, vel?

Dyb indånding.

Nu er jeg klar til at sende NullerBørge ud i verden!

Håber, at I vil tage godt imod ham. Tak fordi, at I har fulgt med på min rejse fra ELENDIGT manuskript til færdig bestsellerbog! (blinkesmiley)

De kærligste hilsner fra en nybagt nullermor

Maria

 

Ps. I er selvfølgelig ALLE sammen inviteret til min bogreception lørdag d.21 maj fra 10-12 i 100-salen på Kulturstationen i Skørping.

Så skal der kraftstejlerme festes med kaffe og kage! Popcorn og slushice (det ér jo en børnebog). Yir!

 

SAMLEDE ERFARINGER/OBSERVATIONER fra kapitel 1-6:

  • Jeg var kraftstejlerme naiv første gang, jeg sendte NullerBørge afsted til et forlag.
  • Én redigerings-aften er for lidt, you guys.
  • Man er på spanden som nybegynder med mindre, man får hjælp. Forfattervenner er guld værd!
  • Tålmodighed. Forlagene skal LIGE have tid til at læse din pegebog. 3-6 måneder, mindst.
  • BogMarkedet har ikke spalteplads nok til at recitere mine redigeringserfaringer. Men det er en masse med tabulator, biord, versaler og den slags.
  • Du er ikke rigtig forfatter, før du deler billeder af din kaffekop og computer på instagram. Og MASSER af selfies, lives og giveaways.
  • Redaktøren har altid ret.
  • Hårdt arbejde har vist sig at betale sig! You can do it.

 

Følg med i NullerBørges vej til trykkemaskinen på Facebookgruppen: ”Maria Rytter – Børnebog fra start til slut” og den videre følgeton på instagram: mariarytterforfatter