Traditionen tro præsenterer danske forlag deres efterårs- og juleprogram. Per H. Jacobsen fortæller.

Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer – sådan i grove træk? 

”Lige nu har vi armene i vejret. Efteråret er indledt med, at vi har solgt Louise Juhl Dalsgaards debutroman ‘Det dér og dét der’ til det østrigske forlag Picus. Romanen udkommer på tysk til foråret.

Men ellers har forlaget i efteråret et tema med forfatteren Stig Dalager. Vi har netop udgivet hans nye roman ‘Kaos og verden’ som er 7. bind i hans internationalt anmelderroste serie ‘Broerne til verden’. Vi er gået i gang med at genudgive hele serien som paperback. De to første bind er udkommet og de øvrige kommer drypvis med cirka en måneds mellemrum.

Vi har desuden genudgivet Dalagers ‘Rejse i blåt’ – en roman om H.C. Andersen og ‘Øjeblikkets evighed’ – en roman om Søren Kierkegaard.

Vi udgiver også første bind i en ny krimiserie, ‘De Forsvundne’, af Frank Sebastian Hansen. Han debuterede sidste år med den anmelderroste roman ‘Billeder fra Lissabon’.

Og så er vi i gang med at oversætte romanen ‘Mar del Plata’ af Claudio Fava. Bogen er baseret på en sand historie fra Argentinas såkaldte ”beskidte krig” i halvfjerdserne, hvor titusinder af civile fra oppositionen forsvandt og aldrig blev fundet igen.

På fagbogsiden udgiver vi bogen ‘Penis – Myter og sandheder om mandens vigtigste værktøj’, der handler om alt fra størrelse, prostata, erektion, testikler, kønssygdomme, potens, impotens og meget andet. En længe savnet bog om mandens kønsorgan.”

   

— 

Hvilke udgivelser venter I jer mest af?

”Vi tror rigtig meget på krimien ‘De Forsvundne’. Den har et højt litterært niveau, og plottet er sindsygt godt skruet sammen.

Og bogen om ‘Penis – Myter og sandheder om mandens vigtigste værktøj’ er jeg sikker på bliver et hit blandt alle mænd og alle andre, der kan lide mænd.”