Traditionen tro præsenterer danske forlag deres efterårs- og juleprogram hos os. Kimmie Lønsmand fortæller.
Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer – sådan i grove træk?
“Hos Ulven og Uglen fokuserer vi på at udgive god fantasy til det danske bogmarked – og det er lykkes rigtig godt i dette efterår. Hvis vi selv skal sige det.
Efteråret startede med udgivelsen af ‘Bastians løfte’, som er fjerde og sidste bog i den episke fantasyserie Den trofaste bror. Den danske forfatter Jacob Kokkedal har med ‘Bastians løfte’ formået at afslutte en fantasyserie til voksne, som vi på forlaget er virkelig stolte af. Det er desuden en serie, som er blevet modtaget rigtig godt hos både anmeldere og lektører.
”Balt er ikke en klassisk helt, men det var han engang. Dengang blev han kaldt Maltus Mashallaron og var leder af tidens største krigere. Nu står og falder Gudshaves skæbne med, at den lugtende, sjofle og bandende drukkenbolt vil tage den helterolle på sig, som han smed bort for århundreder siden. Men kan han bekæmpe sine mareridt og skyldfølelsen længe nok til at blive den helt, som verden mangler?
Balt sørger for, at der i serien om Den trofaste bror altid er håb! Og tid til en lummer vise … Mens han smitter et halvt kontinent med viljen til at kæmpe, finder han glimt af den kriger, han engang var – og da Maltus Mashallaron endelig kommer frem, kan ikke engang mørkets guder føle sig sikre.”
”Kokkedals helt eminente fantasy-serie afsluttes med dette fjerde bind. Samlet set er værket dansk fantasy i absolut verdensklasse.” – Arne Larsen fra Litteratursiden.dk.
—
—
Vi slutter efteråret af med udgivelsen af ‘Bondekongens rejse’. Romanen er anden bog i serien Til Aretz’ Ende af Christina E. Ebbesen, og den udkommer i slutningen af november.
Ebbesen arbejder til dagligt som døvepræst i den danske folkekirke, hvilket er tydeligt i hendes fantasyserie, hvor der er kræset for detaljerne omkring religion og religionsforståelse. Hun trækker også tydelige paralleller til aktuelle debatter og tematikker.”
”Serien Til Aretz’ ende er historien om et umage pars rejse over planeten Aretz, en verden med mennesker, elvere, orker og harpyer, som du ikke har set dem før. I Sumpbaronens rejse, som er første bog i serien, måtte hovedpersonerne Gavin og Robin ikke blot kæmpe for deres overlevelse, men også for hinanden, for landet Karbon er ikke klar til et komplekst forhold mellem to kammerater fra hver sin race. I Bondekongens rejse bliver Gavins og Robins venskab endnu en gang sat på en alvorlig prøve, og deres fjender bliver mere hårdhændede end nogensinde før.”
—
—
Hvilken udgivelse venter I jer mest af?
”Vi har selvfølgelig store forventninger til både Bastians løfte og Bondekongens rejse. Vi forventer os også en del af ‘Muskler & Magi’, som blev udgivet i sensommeren, og som er en lille billedbog for voksne fantasyfans.
Bag ‘Muskler & Magi’ står forfatteren Thomas Arnt og illustratoren Rie Nim, og bogen er udgivet i et format, der gør den til en perfekt til pakkekalendergave eller mandelgave i december.”
”I en farefuld verden med skjulte skatte, lumske fælder og rå magi kræver det ægte heltemod og lækkert hår at få succes. Nå ja, eller man kan gøre som krigeren Thyban og troldmanden Mithrados. Det er sjældent kønt, når den umage duo drager på eventyr, men det er langt fra kedeligt.
‘Muskler & Magi’ er hele 29 mikro-eventyr for voksne fantasyelskere.”
—