Når årets udgave af Bogforum slår dørene op i Bella Center i den første weekend i november, får de besøgende unikke muligheder for at skrive nye kapitler til forståelsen af den meningsløse krig i Ukraine og ikke mindst folket og kulturen, der er under angreb

Vi lever i en tid med krig i Europa og her i landet kan det være svært at sætte sig ind i, hvordan det må være at se sit hjemland med familie, venner og kultur, blive invaderet.

– Vi mener, at litteraturen er et godt sted at begynde. Litterære værker kan formidle nuancer og gråzoner, levendegøre de menneskelige fortællinger, men samtidig bearbejde den kollektive erindring og gennemlyse de store historiske sammenhænge, siger Bogforums mangeårige udstillingsleder, Andreas Norkild Poulsen.

Allerede i foråret præsenterede Bogforum en ambition om at skabe et ukrainsk særprogram. Et tiltag, der – ligesom krigen selv – sidenhen har vokset sig større undervejs både fysisk og i vores alles bevidsthed.

Festivalen vil være gratis for personer, der kan fremvise et ukrainsk pas, og ligeledes har Bogforum indgået et samarbejde med litteraturfestivalen Book Arsenal i Kyiv, der af indlysende grunde har måtte aflyse deres egen festival i år. Repræsentanter fra den ukrainske bogmesse vil være til stede på Bogforum, ligesom en række af de stærkeste litterære stemmer fra Ukraine deltager i samtale med store danske forfatter- og kulturstemmer.

Det drejer som om Andrej Korkov i samtale med Carsten Jensen, Jurij Andrukhovitj i samtale med Leif Davidsen, Katja Petrowskaja i samtale med Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Lana Lux i samtale med Emma Holten.

Derudover kan man opleve Flemming Rose, Clement Kjærsgaard, Thomas Ubbesen Rasmus Tantholdt og Lykke Friis som en del af det ukrainske særprogram.

Særprogrammet om Ukraine under Bogforum 2022 er muliggjort med støtte fra Politiken-Fonden.

Foto: Masha Raymers