Ny kampagne fra Boghandlerforeningen skal inspirere butikker til at tilbyde boghandlerelevpladser.

Boghandlerforeningen har startet en kampagne, der i de næste 3 måneder skal inspirere til at ansætte en elev i butikken.

– Vi mangler elever i vores branche, i vores butikker og det er jo ikke en ukendt faktor i øjeblikket. Der er mange brancher der mangler elever, men vi har i vores branche et helt unik uddannelsesforløb, som klæder kommende boghandlere fagligt på og gør dem til fagligt stærke salgsassistenter i butikkerne, siger formand for Boghandlerforeningen, Lone Haagerup, og fortsætter:
– Derfor igangsætter vi en kampagne, hvor vi vil opfordre vores medlemmer og øvrige boghandlere til at tage en elev. Tænk over, at når du ansætter en elev, er du med til at uddanne til vores branche. Samtidig investerer du i fremtiden. Der er mere perspektiv i at uddanne en elev, som måske kan blive efter uddannelsesforløbet eller måske fortsætte til nye udfordringer i branchen. Det giver så meget mening.

Ifølge formanden er der på nuværende tidspunkt ca. 45.000 unge mennesker, som ikke har en klar ide om, hvad de skal lave i deres fremtid.

– Nogle af dem kunne sagtens blive boghandler, og vi kan ikke være bekendt ikke at anerkende problemet og være med til at afhjælpe noget af det, siger Lone Haagerup.

Klar til at besvare alle spørgsmål

Foreningen har ansat Ulla Fiil, der tidligere har været salgsrepræsentant for Politikens Forlag, til i den kommende tid at henvende sig til boghandlere, for at fortælle om elevuddannelsen og svare på spørgsmål, som hvad det koster, hvad det kræver at blive et uddannelsessted og hvad der sker, når eleven er på skole.

– Vi er klar til at besvare alle spørgsmål og har man lyst til en elev, skal man ikke tøve med at henvende sig til Boghandlerforeningen eller TietgenSkolen. Vi har et mål om, at der skal være mellem 12 og 15 nye elever til efterårssemestret og gerne flere, siger Lone Haagerup.

Om uddannelsen.
Boghandleruddannelsen er en 2-årig elevuddannelse. Boghandleruddannelsen veksler mellem arbejdet i boghandlen og undervisning i skoleperioder på TietgenSkolen. Uddannelsen afsluttes med en fagprøve og en eksamen. Boghandleruddannelsen tilrettelægges sammen med fagpersoner fra Boghandlerforeningen i et uddannelsesudvalg, således uddannelsen sikres tilknytning til branchen.