Bogmarkedet på Færøerne: Alfa Bókhandil

Efter et ikke-planlagt visit og overnatning i Bergen ankom jeres to udsendte til lufthavnen, med den korte landingsbane, på Vágar, som er en af de vestligste færøske øer.

Første stop er Klaksvík, som er Færøernes næststørste by med 5.000 indbyggere. Byen er beliggende i den nordøstlige ende af øriget og cirka 45 minutters kørsel fra Torshavn.

Sneen daler, det er tåget og selv med den tvivlsomme sigtbarhed, fornemmer man den storslået natur, øerne er så kendt for. De sneklædte fjelde, fjordene og de markante fosser ned af skråningerne kun afbrudt af lange tunneller igennem bjerge og imellem øerne.

Vi parkerer udenfor butikken, går indenfor og bliver mødt af et kæmpe smil fra indehaveren af Alfa Boghandel, Beinta, i butikken med masser af legetøj på venstre hånd og bogafdelingen på den højre.

Placeret i baglokalet på stole og med kaffe på bordet, starter vi med at spørge lidt til hendes historie og om, hvordan hun havnede i boghandlen.

– Jeg er så superimpulsiv. I 2006 blev jeg ansat hos kommunen, og åbnede Ungdomshuset. De havde aldrig haft et ungdomshus før, så det fik jeg ligesom startet op og var der i fem år. Så tog jeg til Thorshavn og arbejdede med arbejdsløse i seks år, og så kom jeg tilbage til ungdomshuset. Og i mellemtiden fik jeg også ansvaret for biografen her i byen.

– Det var fint og jeg lærte en masse nyt, og det var super. Jeg vidste ikke en skid om film eller hvordan man driver sådan en biograf, så det fik jeg et år til at gå med. Så kunne jeg det – sådan nogenlunde i hvert fald. Så begyndte jeg at kede mig lidt. Hvad skulle jeg finde på? Og så skete der det, at de, der havde boghandlen, satte butikken og huset til salg og så tænkte jeg fandens! Det var skideærgerligt, hvis der var nogen, der købte bygningerne og lavede det til boliger eller sådan noget? Det gider vi ikke. Ikke midt i byen, det ville være synd, og der er kun få boghandlere på Færøerne.

Beinta er en ildsjæl og tog sagen i egen hånd for at redde byens boghandel. Penge var der dog ikke mange af, men det fandtes der heldigvis råd for.

– Jeg havde ikke nogen penge, så skrev jeg ud på Facebook: ’Hey er der ikke nogen, der har nogen penge, jeg gider godt at drive boghandlen.’ Der var der heldigvis én, der sagde ja til og så tog vi den derfra.

– Vi skrev under d. 6. oktober, mener jeg, det var og d. 7. oktober stod mig og min makker, som også har en del i det her, helt alene første gang nogensinde i butikken og vi anede nærmest ikke noget. Men vi tog imod kunderne og førte dialoger à la
’Hej, hvad kan jeg hjælpe med?’
’Har du et søkort?’
’Øh, har du købt det her før? Kan du huske, hvor det lå henne?’

Således blev boghandlen ført videre i byen, hvor den havde ligget i 100 år. Af de 100 år havde de tidligere ejere haft den i halvdelen af butikkens levetid.

Hvad gjorde, at man valgte at sælge den?

– De havde været her i 50 år. Vi lagde vores bud ind i juli og det tog hende forever at sige ja. Så vi var næsten færdige med tanken, inden aftalen blev lukket og vi kunne gå i gang.

Hvad har overrasket dig mest ved at blive boghandler?

– At vi sælger så mange bøger. Da jeg overtog spurgte mange
’Nå, så dropper du nok bøgerne, ikke?
Hvad? Nej!” sagde jeg:
’I sælger da ikke nogen bøger?’
’Jo, det er jeg sikker på, vi gør”, svarede jeg.
Og det gør vi. Vi sælger mange bøger.

Er det på dansk, eller er det oversat til færøsk.

– De færøske bøger sælger selvfølgelig allerbedst. Der kommer jo heller ikke så supermange ud om året, at man ikke godt kan følge med. Børnene begynder tidligt at have dansk – i tredje tror jeg. Så bøgerne til småbørnene er nærmest udelukkende på færøsk.

– Det er sjovt, fordi jeg har en datter, hun er 13, og så en dreng, der er 8. Og hun har set YouTube på dansk og forstår godt dansk, men min dreng han kan ikke forstå et ord på dansk, så han ser altid YouTube på engelsk.

Det er vel også vigtigt i forhold til kulturen heroppe, at der er bøger tilgængelig på færøsk?

– Ja, ja, og det er jo altid diskussionen heroppe. Da jeg var ung, havde man danske regnebøger. Så jeg kan kun tingene på dansk, så når min datter kommer hjem og siger:
’Vi skal lave …’
’Hmm hmm, vent lige lidt, jeg skal lige finde ud af, hvad det er for noget.” 

– Det er jo egentlig ikke så mange år siden, at de begyndte at få færøske matematikbøger og sådan noget. Det har alt sammen altid været på dansk.

Så sproget er i fremgang?

– Det er i hvert fald blevet til noget, man er blevet meget mere bevidst om.

Ambitionerne og rollen som skaffer

Det er ikke meget erfaring Beinta har med at drive boghandel og hun havde nok forventet, at det var en smule mere simpelt end virkeligheden har vist sig at være. Selvom man nok kender svaret, så kan man ikke dy sig for at spørge, om hun også skal være boghandler i 50 år som de tidligere ejere.

– Nej, det tror jeg sgu ikke. Det tror jeg ikke. Selvom jeg måske tænkte dengang, at der lå min pension og det bare var at gå og hygge sig i boghandlen. Jeg hygger mig altså ikke! Altså det gør man, men det er ikke sådan et afslappende job, man lige har. Det er det altså ikke. Men sådan har jeg det også bedst, så det er fint nok. Men nej, jeg tror ikke, jeg bliver boghandler i 10 år, jeg tror, jeg keder mig inden.

Det skal hun ikke bruge meget krudt på at overtale os om. Men den korte tid som boghandler havde lært hende meget om det at drive boghandel. Fragt, priser og kunder, der spørger om alt og tilmed er villige til at betale for det.

– Nu fik jeg lige bøger fra Norge, altså for helvede, hvorfor er det så besværligt? Hvad sker der for det? Jeg skulle bare have seks strikkebøger og det har taget fandme tre uger, og det kostede 1.200 kroner i fragt eller sådan noget.

– Der er mange, der strikker og de ved lige præcis, hvad de vil have, så hvis de vil have dén bog, så VIL de have dén, og så er de ligeglade med prisen. Men stadigvæk, at de gider vente i tre uger. Det synes jeg er utroligt.

– Og det er ikke, fordi man tjener mange penge i forvejen på bøger. Hvis man kun har bøger, så begynder det fandme at blive lidt stramt.

Det til trods så fejler ambitionerne for butikken ikke noget og tanker og drømme om butikkens fremtid står nærmest i kø.

– Vi drømmer lidt om, at kunne opgradere bogafdelingen og få det indrettet lidt som et bibliotek i en gammel film oppe ovenpå. Sådan, at man kunne gå derop stille og roligt. Når du kommer herind, så er der legetøj og alt mulig andet over det hele, så folk får næsten ikke tid og ro til at læse bagsiden af bogen. Men samtidig så er der jo også den anden side ved det. Når de nu er her med børnene alligevel for at købe legetøj, så kan det godt være, de lige kan snige sig derop og bruge noget tid.

– Butikken fungerer jo lidt som sådan en gammel landsbyhandel. Folk kommer ind, så siger de:
’Hej, har du sådan en plastik forklæde, du ved nok, som de bruger på fiskefabrikker.’
’Nej, jeg har mange ting, men lige præcis det der, det tror jeg sgu ikke, jeg har.’

– Hvis de har prøvet over det hele, så kommer de her og spørger, om vi har det. I starten spurgte vi os selv om vi måske skulle måske bare have et par stykker af det, der blev efterspurgt? Så kan man have et par stykker af en milliard ting.

Så du har sådan lidt en skaffer-rolle her i byen?

– Ja, nogle gange kan man godt føle man har den rolle. Jeg ved ikke, hvor mange varenumre, vi har herinde, men det må være rigtigt mange. Og det er utroligt, at de kan komme ind og blive ved med at spørge om det,

man ikke har. Altså det er helt utroligt. Vi kan have måske syv slags dukker eller 100 slags dukker eller 1000. Det er fuldstændigt lige meget!
’Har du den i gul?’
’Nej, det har jeg ikke, men kan du vælge blå, lyserød, grøn, lilla eller sølv, tak?’

De lokale hatte

Men er meget loyal overfor det lokale i Klaksvík og man sætter stor pris på at være at uafhængige af visse byer som f.eks. ’Kontorshavn’, som man kalder Torshavn her i byen.

– De er så skidelokale her og de køber jo også hellere tingene her end at købe det inde i Thorshavn – også selvom det er dyrere.

– Tilbage i 90´erne, var det en møbelkæde, der havde tænkt sig at åbne en butik her i Klaksvík og alle butiksejerne her i byen, mødte op på byrådsmødet og sagde, at der ikke skulle komme nogen andre steder fra og åbne en butik her.

Kører biografen stadigvæk?

– Ja.

Og du har ikke noget med den at gøre mere?

– Jo da.

Du har den stadigvæk?

– Ja, ja.

Så du har flere hatte her i byen?

– Det kan man i hvert fald hurtigt få.

Er du en af de lokale helte?

– Nej det er jeg ikke. Jeg tror bare min ting er, at jeg godt gider at arbejde. Altså jeg bliver ikke træt af at være på arbejde, jeg bliver træt af at have fri. Man bliver jo ældre, så må man finde på noget. Altså du behøver måske ikke købe en boghandel. Man kunne nok godt nøjes med et lidt mindre projekt.

Her går døren op til baglokalet og en af  Beintas partnere kommer ind.

– Her kommer en af heltene. Hende her er uddannet skrædder og elektroteknikker, og så arbejder hun ude på det lokale museum og er også her i butikken.

’Helten’ trækker på skulderne.
– Det er jo bare sådan, det er. Vi bor jo ikke i København. Vi er 5.000 mennesker, så der er mange, der bliver nødt til at have flere hatte på her.

Der er ikke mere kaffe i kopperne og vi bliver inviteret på en rundtur i butikken og lageret ovenpå. Her møder vi byens tidligere borgmester, som er i gang med at gøre et rum i stand, så det kan udlejes ud. Endnu en med flere hatte.

Vi fortsætter rundt blandt de mange varer og i rummene, hvor de tidligere ejere havde boet. Et generationsskifte var på plads og planerne mange for den gamle boghandel midt i Klaksvík.

Udenfor sætter vi os ind i den kolde bil og fortsætter mod næste boghandel. I mens er den dalende sne blevet til noget der minder om slud.

De tre musketeer i butikken. Fra venstre: Beinta, Marita og Tove