Bogotana af Dea Sofie Kudsk

På et tidspunkt fik jeg et nyhedsbrev fra forlaget Jensen & Dalgaard, hvori jeg læste nogle få linjer fra “Bogotana”, og vidste med det samme at jeg blev nødt til at læse hele bogen. Det har jeg gjort nu, og jeg er mundlam.

Bogotana er betegnelsen for en kvindelig indbygger i Columbias hovedstad, Bogota. Romanens hovedperson er en ung kvinde, der rejser verden rundt. “Bogotana” fortæller om hendes ophold i Bogota, hvor hun gør et længere stop. Den handler om hende, om de mennesker hun møder, og om byen i det hele taget. Men der er på ingen måde tale om en turen-går-til guide.

Dea Sofie Kudsk har tidligere publiceret kortprosatekster i Hvedekorn og Slagtryk. “Bogotana” er hendes første roman. Stilen fra kortprosaen går igen i hele romanen, og sproget er i en klasse for sig. Forfatteren eksperimenterer med sproget, og giver det både fornyet dybde og lader det nå højder man sjældent ser – og da slet ikke i en roman. Da jeg læste “Bogotana” havde jeg netop været igennem en stime af kriminal- og spændingsromaner. Det var som at foretage en kostomlægning fra vingummibamser til groft rugbrød og rå selleri. Jeg bliver til stadighed forundret over hvor meget sproget kan, og hvor mange forskellige formål det kan bruges til. “Bogotana” er kun på 216 sider, men det skal man ikke lade sig narre af. Læseren bombarderes konstant med sanseindtryk og sproglige finurligheder, det kræver tid at fordøje. Jeg kunne sjældent læse mere end nogle få sider ad gangen, før jeg skulle op og have luft igen.

Gennem hele bogen bruger forfatteren et tilsyneladende simpelt kneb. Der er ikke et eneste komma i hele teksten. Det lyder som et banalt trick, men sammen med en sætningskonstruktion der får romanen til næsten at fremstå som ét langt digt, har det en helt fantastisk virkning. Det tvinger læseren ned i tempo, og det giver en særlig musik til de enkelte sætninger, samtidig med at det understreger helheden. Med de manglende kommaer, er der ikke hele tiden disse afsnitsmarkører i sætningerne, hvorved det hele flyder ud og flyder sammen, og bliver til ét. Det er blændende godt, og flere gange måtte jeg sammenligne rytmen og musikken i sproget, med Inger Christensens sonetkrans “Sommerfugledalen” og hendes digt “Alfabet”.

På bagsiden skriver forlaget: “En poetisk og seismografisk undersøgelse af rejsen, ikke som en afstand der tilbagelægges fra A til B, men som en tilstand.” Da jeg læste det, var min første tanke, at det lød lige lovlig langhåret og højtravende. Nu hvor jeg har læst bogen, kan jeg kun sige “JA”. For det er lige præcis sådan det er.

Dea Sofie Kudsk er ikke en ny stjerne på den danske forfatterhimmel. Hun er en komet.

“Her er jeg kommet til. Det er en fastsat begyndelse. Et sted i rækken af steder. Måske bliver jeg her en uge. En ankomst. Og alt det udenfor der altid har været der men som lige er opstået. Det der vil folde sig ud. De fugle der kan huske det hele men næsten intet siger. Insekterne der bor imellem husene og bag øjenlåg. Og menneskene der pakker ønsker ind i luft.”

Lån bogen på Bibliotek.dk