Den svenske mediekoncern Bonnier har købt de danske og svenske afdelinger af Strawberry Publishing. Nu sidder man på to helt nye kvalitetsforlag i Danmark.
Bonnier var en stor spiller på det danske bogmarked indtil 2007, hvor man rykkede teltpælene op og solgte de danske forlagsbesiddelser – eksempelvis Lindhardt & Ringhof – til en anden mediekoncern, Egmont.
Sidste efterår vendte Bonnier så tilbage til Danmark med det nye forlag Gutkind som spydspids. Gutkind er, som bekendt, resultat af opbrud i den danske forlagsverden – forlagsdirektør Jacob Søndergaard kommer fra en mangeårig stilling som forlagschef på Rosinante&Co, som Gyldendal opslugte sidste år.
I dag fremgår det så af en pressemeddelelse, at Bonnier også har købt både den svenske og den danske afdeling af Strawberry Publishing, der begge var ejet af det norske firma af samme navn.
Sidstnævnte – Strawberry Forlag hedder forlaget strengt taget i dansk version – startede nogenlunde samtidig med Gutkind. Forlagsdirektør er Birgitte Franch, der tidligere var forlagschef på People´sPress. Endnu et opbrud.
Majoritetsejer af Strawberry Publishing AS, hotelmilliardæren Petter Stordalen, har oplevet store tab på hoteldriften under krisen. Det er tanken værd, om dette har været udslagsgivende for beslutningen om at sælge.
Der sker noget, må man sige – endda bedst som alle troede, at COVID-19 lagte alt på is