Jeg er vild med C. L. Taylors bøger. Hun skriver de bedste psykologiske thrillere, som er nemme at gå til og perfekte at have med på farten. I sin nye bog Frygten tager hun os …

Jeg er vild med C. L. Taylors bøger. Hun skriver de bedste psykologiske thrillere, som er nemme at gå til og perfekte at have med på farten. I sin nye bog Frygten tager hun os med ind i en skræmmende verden af ’grooming’ – altså voksne, der forfører børn.

Lou Wandsworth stak som 13-årig af med sin noget ældre karatelærer Mike Hughes. Dengang troede hun, at han var hendes livs kærlighed, men det viste sig snart at være en kæmpe fejl. Mike havde en mørk side, hun ikke anede fandtes. Her flere år senere er Lou 32 år og stadig forfulgt af sin fortid. Hun har svært ved at blive i et fast forhold, og hun har ikke været i sin hjemby siden dengang.
Men da hendes far dør, bliver hun nødt til at tage tilbage til den by, hvor det hele startede for at tømme hans hus og sætte det til salg.

Ved et besøg i det lokale plantecenter ser Lou ved et tilfælde Mike kysse teenageren Chloe Meadows. Lou vil ikke tillade, at Mike udsætter Chloe for det samme som Lou blev udsat for, og hun går i total alarmberedskab. Hun kontakter det lokale politi og forsøger at advare Chloe. Mike må afsløres for enhver pris. Men alt går ikke efter planen, og Lou er ikke den eneste, der er besat af fortiden.

Denne bog er som alle C. L. Taylors bøger hurtigt læst. Det var især interessant at se historien fra den unge forelskede teenagers side og betragte, hvordan den voksne forfører manipulerer for at få det, han vil have. Frygten er en yderst aktuel bog at læse, hvis du har teenagere i huset, eller ønsker en bog, der ikke er til at lægge fra sig.

Læs også vores anmeldelser af C. L. Taylors bøger Flugten og Savnet

C. L. Taylor: Frygten, Forlaget Jentas, august 2019