Carlo Garn er ikke en helt gennemsnitlig hovedperson i en typisk børnebog, for han er midaldrende, halvskaldet, pensioneret tryllekunstner og lidt af en libertiner, med hang til dårlige tv-programmer og gin og tonic. Han bor i et hus på en bakke, hvor der før lå en kirkegård, og derfor er hans hus hjemsøgt, som han […]

Carlo Garn er ikke en helt gennemsnitlig hovedperson i en typisk børnebog, for han er midaldrende, halvskaldet, pensioneret tryllekunstner og lidt af en libertiner, med hang til dårlige tv-programmer og gin og tonic. Han bor i et hus på en bakke, hvor der før lå en kirkegård, og derfor er hans hus hjemsøgt, som han finder ud af i seriens første bind ‘Carlo Garn og Spøgelset’. Spøgelset stjæler Carlos bukser, som har tilhørt Harry Houdini, og hugger Carlos ven den lille mumies ene arm. Så der bliver ballade, for da Carlo og mumien forsøger at få tingene tilbage fra Spøgelset, river de Carlos hjem ned i processen.

“Brandvarme bussemænd”, bander Carlo Garn mens løjerne bliver vildere, og inspirationen fra Rune T. Kidde tydeligere. Især i de opfindsomme bandeord, der fungerer fint som en opdatering af Egons tirader i Olsen-banden filmene. Og netop bandeordene har Rask Nielsen åbenbart selv en stor dille med, for da Carlo Garn vender tilbage i 2020, 12 år efter første bind, har bandeordene fået en central rolle. Handlingen udspiller sig tre dage efter begivenhederne med de tyvagtige spøgelse, Carlo har fået sit tv retur fra reparation, men det opfører sig mildt sagt underligt. Siger lyde som underlige prutter og mumien og de andre venner må hjælpe ham med at få det tændt. Det går helt galt. Carlo bliver hysterisk da de til sidst ikke kan finde fjernbetjeningen, og ender med at sprænge sig selv, mumien og Dennis-Tennis i luften. Eller det tror alle, men de er blevet teleporteret ud i rummet, hvor de havner som gladiatorer i en arena. Her dystes der på bandeord, og nu går Rask Nielsen amok i geniale ondskabsfuldheder: Gorillanumse, slimprut, hudormsgnasker, svumpukkel, pygmæhjerne og usle bremsespor. Det kunne være navne til medlemmerne af en gakket indianerstamme, men er altså sublime møgfald i en kamp på liv og død. Vinderen skal i øvrigt giftes med (og spises af) en seksarmet amøbelignende prinsesse.

Duellen på ord er fremragende, og derfor ender “Carlo Garn i det ydre rum” med at overskygge sin 12 år ældre storebror. Den er mere veloplagt, uagtet at begge historier er helt oppe på dupperne, og stilmæssige slægter både Kidde, men også Bjarne Reuters vanvittige trilogi med Hugo, Bertil og Onkel Albin på (se efter Reuters “Casanova” på biblioteket”, den er hylemorsom).

Aldersmæssigt vil en 9-10-årig have glæde af bogen til at læse selv, men jeg vil tro at man fint kan læse den op for de lidt yngre, og samtidig påpege at de sjove bandeord nok ikke lige er dem man skal afprøve på lærerne i skolen.

Rask Nielsen er tegneserietegner og angiveligt startede Carlo Garn som avisstribe i berlingske tidende. De to bøger her er reelle børnebøger, den eneste rest af tegneserie er at enkelte billeder har en taleboble. Alt er i sort og hvidt, og angiveligt er det et farvevalg der er altdominerende i Jacob Rask Nielsens hjem, som det fremgår af berlingskes interview: https://www.berlingske.dk/kultur/tegneserievinder-ikke-som-de-andre

 

Carlo Garn og spøgelset – Lån bogen på biblioteket

Carlo Garn i det ydre rum -Lån bogen på biblioteket