Kulturministeren åbner festen, når tegneseriefans i alle aldre mødes i den kommende weekend.

Danmarks største tegneseriefestival Copenhagen Comics kan i år fejre sit 20 års jubilæum med et bredt sceneprogram der for alvor cementerer, at tegneserier er for alle. Festivalen er desuden den første af sin slags til at blive åbnet af den siddende kulturminister, når Jakob Engel-Schmidt byder velkommen til dette års udgave af Copenhagen Comics.

– Danske tegneserier er i rivende udvikling og oplever stigende anerkendelse og international succes. Kulturministerens besøg på Copenhagen Comics understreger vigtigheden af tegneserier som en integreret del af kulturlivet. Tegneserier er et vigtigt element i at dyrke læseglæden – både den visuelle og litterære. Alt dette og meget mere fejrer vi på Danmarks største tegneseriefestival, siger Aase Thylstrup, formand for Copenhagen Comics i en pressemeddelelse.

Årets program er alsidigt og tæller over 70 danske og internationale tegneserieskabere og byder på debatter, interviews, paneldiskussioner, udstillinger, live-tegning, tegneworkshops og et børne – og unge program. Derudover har festivalen fået et nyt område, der er afsat til manga.

– I år har Copenhagen Comics fået et nyt område med fokus på manga og østasiatisk popkultur. Vi har inviteret kunstnere fra ind- og udland, der på hver sin vis er inspireret af denne voksende del af populærkulturen. Men uanset om man er til superhelte, hverdagsfortællinger, manga, europæiske tegneserier, Disney, Anders And, fagbøger eller man egentlig bare er lidt nysgerrig på tegneseriekunst, så er man meget velkommen, siger Aase Thylstrup, der glæder sig til at byde gæster velkommen i Øksnehallen.

Festivalen arrangeres udelukkende af frivillige kræfter og afholdes i Øksnehallen i det centrale København i weekenden 18.-19. maj 2024.

Foto: Carsten Olsen