Christian har skrevet en bog med udgangspunkt i virkelige historier om censur, magtmisbrug og konspirationer. Nu kniber det med at finde en forlægger. De værger sig ved de mulige søgsmål, det indebærer at udgive en …
Christian har skrevet en bog med udgangspunkt i virkelige historier om censur, magtmisbrug og konspirationer. Nu kniber det med at finde en forlægger. De værger sig ved de mulige søgsmål, det indebærer at udgive en inkriminerende bog med rigtige navne og virksomheder i en (nær) fremtid, hvor staten har haft succes med at fjerne visse ekstremistiske og terrorrelaterede hjemmesider – og vist også andre, mindre oplagte, informationer.
En revolutionær gruppe, Fight the Shite, kæmper mod systemets forsøg på censur og overvågning. Da en forlægger ved navn Terry, med relationer til gruppen, skriver kontrakt på Christians bog, går det for alvor op for Christian, hvor farlig en bog han har skrevet. Især efter at gruppen viser sig at være i besiddelse af stjålet bevidsthedskontrollerende teknologi, der hidtil har været holdt skjult for befolkningen.
Christian lever i en tid med selvkørende biler, implantater og armbåndscomputere, men ellers minder hans verden meget om den nuværende. Det er den virkelige verdens skandaler, som Gareth Williams og David Kellys mystiske dødsfald og CIAs LSD-eksperimenter, MKUltra, der udgør fundamentet for hans roman. En del af de informationer, som i dag er frit tilgængelige på nettet, er behændigt blevet fjernet, med henvisning til terrorbekæmpelse.
Det er enorm aktuel skønlitteratur, der oveni købet citerer nogle af nutidens politikeres udtalelser om censur, for eksempel David Cameron. Christians verden er endnu ikke en fuldkommen dystopi, men den er godt på vej. Den er et bud på konsekvenserne, hvis vores magthavere misbruger og hemmeligholder, de enorme teknologiske gennembrud vi oplever indenfor eksempelvis overvågning, virtual reality og hjerneforskning.
Det bedste ved bogen er beskrivelsen af, hvor svært det er at få den brede befolkning til at indse problemerne. Christian må opgive sit princip og lade Terry fiktionalisere hans bog, meget mere end han selv har gjort, ellers gider ingen læse den. De skal have en god historie, forklarer Terry. Når de har været på arbejde hele dagen, gider de ikke læse fakta. Men man kan skrive sådan, at bogen måske får dem til at tænke over nogle ting. Hvilket jo er præcis det samme som Mygind har gjort. Folk vil se livsstils-TV om indretning, biler og mad, mens verden omkring dem brænder – eller i hvert fald ganske langsomt bliver mindre og mindre demokratisk. Et meget poignant billede, synes jeg.
Vi følger også en reklamemand, hvilket skal tjene til at forklare os hvordan autoriteterne, ved hjælp af spin, kan vende alle nyhederne til deres fordel. Igen er emnet uhyrligt aktuelt. Fake News er en realitet, vi alle sammen må manøvrere i hver dag. Alligevel var jeg temmelig utilfreds med den del af bogen. Francois Jenkins’ historie er ligegyldig for plottet. De forfalskede nyhedshistorier behøver ikke mere forklaring end, at staten er samvittighedsløs, hvilket er helt tydeligt i forvejen. Jenkins-plottet har ingen udvikling, og derfor heller ingen afslutning. Han har et par korte, kyniske sexscener, som også virker en smule påklistrede – sådan nogle skal man jo have – eller?
Jeg var også skeptisk overfor Christians baggrundshistorie. Han har mistet sin familie, og det, selvfølgelig, lige efter et skænderi med konen. Lidt slidt. Men til sidst tjener den sørgelige baggrund et formål, og så går det vel an. I hvert fald falmer klichéen til fordel for de gode pointer fra de virkelighedsnære passager. Det er god science fiction. Ikke teknologiskeptisk, som maskinstormerne, men menneskeskeptisk. Det er ikke fremskridtet, der er problemet. Det er menneskets evne til at håndtere det, der stilles spørgsmål ved.
Dan Mygind, Verdensfortællerne, Science Fiction Cirklen, maj 2017, 277 sider
