Andet bind i Jan Guillous serie om “Det Store Århundrede” som forfatteren kalder det nittende århundrede. I seriens første bind, “Brobyggerne”, hører vi om de […]

Andet bind i Jan Guillous serie om “Det Store Århundrede” som forfatteren kalder det nittende århundrede.

I seriens første bind, “Brobyggerne”, hører vi om de tre norske brødre, Sverre, Lauritz og Oscar, og dykker især ned i Lauritz og Oscars historier. Sverre forsvinder ud af fortællingen da han stikker af med sin engelske kæreste, Lord Albert.

Som i “Brobyggerne” er vi stadig i starten af 1900-tallet, men i “Dandy” får vi Sverres historie. En historie om hvordan kærestepar som Sverre og Albert skal gå meget stille med dørene. Homoseksualitet er ikke noget samfundet ser på med milde øjne.

Jan Guillou viser igen at han er en fantastisk historiefortæller. Han fortæller levende og medrivende, og hans personer fremstår tydelige og troværdige. Alligevel synes jeg ikke helt at “Dandy” helt når op på niveau med “Brobyggerne”. Måske er det fordi fortællingen udspiller sig blandt det engelske aristokratis ungdom i starten af forrige århundrede, og derfor stort set er så langt fra den virkelighed jeg kender. Men det fænger bare aldrig helt. Selv om personerne er både tydelige og troværdige, er de også virkelig irriterende. De lever deres udskejelser ud i et overdådigt bohemeliv. Et liv hvor penge ikke er noget man taler om. Det er bare noget man har. Og det er stort set det. Der er ikke så meget fortælling over “Dandy” som der var over forgængeren. Det er meget det samme og det samme, og det er begrænset hvor underholdende det er, at få beskrevet drikkegilder, diskussionsklubber og kendte homoseksuelle kunstnere. På et tidspunkt nåede jeg der til hvor jeg syntes at jeg ligesom havde forstået det. Javist, der er en fremadskridende handling, men den skrider alt for langsomt uden egentlig at flytte sig en hel masse. Faktisk er “Dandy” en lille smule kedelig.

“Dandy” er velskrevet, det må man give forfatteren, den er bare lige lovligt kedelig, uden en hel masse jordforbindelse. Det kan sagtens være forfatterens hensigt at det skal være sådan. At overklasselivet ikke havde det store indhold, og meget bestod af gentagelser. I så fald synes jeg bare ikke rigtig det fungerer.

Når det så er sagt, så er jeg slet ikke færdig med serien. Jeg glæder mig meget til at læse “Mellem rødt og sort”, der er seriens tredje bind.

Forfatter:
Jan Guillou

Forlag:
Modtryk

Udgivet:
2012

Sider:
356

Kategori:
Roman, historisk

Anmeldt:
07.10.2019

Af samme forfatter

Brobyggerne

Fjenden i os selv