Danmarks Biblioteksforening er en del af landets første nationale strategi mod ensomhed.
Omkring 600.000 danskere føler sig ensomme – det er alt, alt for mange. Det skal der gøres noget ved. Derfor lancerer de 115 medlemmer af Det Nationale Partnerskab mod Ensomhed Danmarks første nationale strategi mod ensomhed den 21. juni, skriver Danmarks Biblioteksforening, der er et af medlemmerne i partnerskabet bag strategien, på sin hjemmeside.
– Bibliotekerne kan spille en vigtig indsats mod ensomhed, både fordi dørtrinet er så lavt og alle bare kan komme, men også fordi de laver så mange fælles aktiviteter som inviterer til fællesskab. Samtidig er der biblioteker i alle egne af landet og en masse af de frivillige foreninger bruger dem som det sidste ikke kommercielle rum, skriver foreningen.
Strategien er det politiske bud på, hvordan vi forebygger og bekæmper ensomhed i Danmark.