Dennis Jürgensen lagde ud med krimien “Løbende tjener”, om efterforskningsleder Roland Triel. Næste bind i serien er “Dansende røde bjørne”. I en københavnsk park bliver liget af en teenagepige fundet, og det er nu op til Roland Triel og hans kollegaer på Politigården at løse gåden om drabet på pigen. En gåde, der i første […]

Dennis Jürgensen lagde ud med krimien “Løbende tjener”, om efterforskningsleder Roland Triel. Næste bind i serien er “Dansende røde bjørne”.

I en københavnsk park bliver liget af en teenagepige fundet, og det er nu op til Roland Triel og hans kollegaer på Politigården at løse gåden om drabet på pigen. En gåde, der i første omgang trækker tråde til en pædofil seriemorder, men senere fører sporene dem til et mystisk rovdyr.

Lad det være sagt med det samme, at “Dansende røde bjørne” ikke kommer i nærheden af “Løbende tjener”. Historien er simpelthen for langt ude, og der er lidt for mange vanvittige læger og psykiatere til at det nærmer sig noget troværdigt. Da Jürgensen så introducerer en 12-årig pige som privatdetektiv, kammer det helt over. Det er lidt som at læse barndommens “De fem” bøger af Enid Blyton på speed. Hvor det tidligere har været vanskeligt troværdigt, bliver det nu direkte fjollet.

Udover hovedhistorien om drabet på teenagepigen, køres sideløbende en historie om de røde bjørne, med Triels kollega Mia Ambrell i hovedrollen. Mia er sygemeldt p.g.a. den voldsomme slutning i “Løbende tjener”, og bruger tiden til at nærlæse en af hendes afdøde fars sager. Hendes far var, selvfølgelig, kriminalbetjent. Den sidste historie er den om Triels datter, der startes op i “Løbende tjener”.

At Mias sag og Triels sag hænger sammen, gætter man med det samme. Men det bliver bare for meget, og der går lidt indavl i det hele – og da børnedetektiven så kommer på banen, kortslutter det hele.

Dennis Jürgensen skriver godt, og hans personer står klare og tydelige med hver deres personligheder og særkender. Nogle gange måske lidt for tydelige, da de har tendens til at blive en smule karrikerede. Ud over at skrive godt, skriver Jürgensen også med rå mængder humor. Der var mange gange undervejs, hvor jeg måtte tage mig selv i at smile bredt, ja endda kaste mig ud i højlydt latter. Nogle gange overvejede jeg faktisk hvorvidt hele bogen var ment som en joke, med sager der var viklet sammen og hvor alle var en stor familie – og så den der børnedetektiv…

Jeg skal selvfølgelig også læse “Hviskende lig”, der er tredje bind i serien om Roland Triel. For det kan kun blive bedre – og hvis ikke, så er det i hvert fald underholdende, og det er jo også en kvalitet.

Forfatter:
Dennis Jürgensen

Forlag:
Tellerup

Udgivet:
2015

Sider:
487

Kategori:
Roman, krimi

Af samme forfatter