I 2016 debuterede Claus Schjødt med novellesamlingen “Stop ved blink”, hvor han viste at han skriver rigtig godt. Nu (2018) udgiver han så en novellesamlingen […]
I 2016 debuterede Claus Schjødt med novellesamlingen “Stop ved blink”, hvor han viste at han skriver rigtig godt. Nu (2018) udgiver han så en novellesamlingen “De bortrejste”, og jeg må med glæde konstatere at han stadig skriver rigtig godt.
“De bortrejste” er en samling på 12 noveller af varierende længde. Den korteste er på seks sider og den længste på over 50. Fælles for dem er, i større eller mindre grad og som i “Stop ved blink”, en række mennesker på kanten. Det kan være på kanten af livet, på kanten af en livsforandrende beslutning, og hvad man ellers kan forestille sig af kanter. “De bortrejste” handler om den store udvandring fra København til provinsen, om begravelser, skilsmisser og døden set i frøperspektiv. Om at fare vild i sit eget liv og om overspringshandlinger når tilværelsen brænder på. Der er både humor og sorg, og nogle af dem leverer hårde rap over nallerne til det samfund vi er en del af.
Min yndlingsnovelle er den der har lagt navn til novellesamlingen, nemlig novellen “De bortrejste”. Her oprettes et statsligt kontor, hvis opgave det er at makulere enhver henvendelse fra borgerne. De fleste henvendelser drejer sig om en usædvanlig tendens hos hovedstadens beboere – de flytter til Jylland! De lukker deres facebookprofiler, slukker telefonerne, flytter til Jylland og nyder bare at være til. Det er naturligvis meget unormalt og meget mistænkeligt, og medfører en lang række henvendelser fra bekymrede hovedstadsborgere, forældre m.fl. Alle disse henvendelser bliver makuleret samtidig med at man i nyhederne kan se den ansvarlige minister fortælle at det er et problem man tager alvorligt. Ud over at være en skæv og sjov historie, er der også rigtig meget bid i den, ligesom der er god plads til eftertanke.
Schjødts sprog gør ikke meget væsen af sig, og det er bestemt ikke en kritik – tværtimod. Forfatterens “anonyme” sprogbrug giver plads til at novellerne, deres personer, indhold og budskaber, kommer til at stå meget klart. Der er ikke noget der drukner i ord og svulmende sætninger. Det er lige ud ad landevejen, og jeg tror på det.
Med få undtagelser, fik jeg noget ud af novellerne. Et par stykker forstod jeg ikke, og jeg havde lidt svært ved at finde en tydelig rød tråd gennem hele novellesamlingen. Måske er det det med at befinde sig på kanten af et eller andet, og måske er det noget andet, jeg er ikke helt sikker. Nogle var tydeligt samfundsrevsende, nogle var absurd teater og andre var noget andet. Jeg vil ikke sige at novellerne strittede i for mange retninger, men jeg kunne godt tænke mig at der var lidt mere samling på tropperne.
Når det så er sagt, så nød jeg at læse Schjødts noveller, og jeg glæder mig til at se hvad han kommer med næste gang. Mens jeg læste “De bortrejste”, tænkte jeg flere gange på at det kunne være interessant at læse en roman af forfatteren – og gerne en roman med en lidt absurd handling, af den slags som Schjødt er så god til. Den opfordring er hermed givet videre.
Forfatter:
Claus Schjødt
Forlag:
Eksistensen
Udgivet:
2018
Sider:
198
Kategori:
Noveller
Anmeldt:
20.09.2018
Anmeldereksemplar fra forlaget
Af samme forfatter