De gode og de dårlige tal

Efter år med faldende udlånstal ser tendensen endelig ud til at vende. I hvert fald, hvad angår de trykte bøger, hvor udlånet steg med ca. 45.000 fra 2018 til 2019.

De gode nyheder kommer dog ikke alene.

Udlånet falder fortsat, hvad angår film, musik, lydbøger og spil, men med streamingtjenesternes dominans og ikke mindst eReolens succes er det ikke svært at forstå, CD’er og DVD’er har det svært og utvivlsomt fortsat vil have det.

Værre er det dog, at de ellers konstant stigende besøgstal de seneste år er stagneret og nu faldet. Fra toppen i 2017 på lidt over 38.3 millioner årligt besøgende over 37.6 i 2018 til 37.3 millioner i 2019.

I procent er det ikke voldsomt, men med et fald på en million besøgende på tre år er det ikke desto mindre en klar tendens, og en tendens, der er værd at holde et særdeles vågent øje med.

Besøgstallene har i mange år været et statistisk lyspunkt og et bevis på bibliotekernes popularitet, om end de ofte har været diskuteret lystigt af en række ældre bibliotekskritikere.

Værdien af et tal

Indrømmet, tallene tegner ikke hele billedet, endsige siger noget om, hvilken effekt bibliotekerne har. CEPOS har tidligere insinueret, bibliotekerne ofte tjener som varmestue.

Mange biblioteksansatte vil utvivlsomt også nikke genkendende til, at især i de ubetjente åbningstimer bliver bibliotekerne benyttet til alverdens ting, der dybest set ikke har med formålet at gøre.

Derfor kan man med nogen ret sige, at besøgstal, såvel som udlånstal, ikke betyder det store.

Og det er sådan set sandt nok, men tallene har nu en værdi, for de fortæller en historie om bibliotekernes popularitet, og i hvor høj grad de er i kontakt med deres brugere. Ikke mindst, når vi kigger på tendenser.

Besøgsantallet peger imidlertid også på andre vigtige problemstillinger, som vi aner konturerne af nu.

Lavthængende frugter, bøvl og mætning

Grunden til, jeg er bekymret over de faldende besøgstal, sågar i en grad der overskygger min egen og ikke mindst BogMarkedets redaktørs glæde ved det stigende udlån, er tofoldig.

For det første så mister vi i biblioteksvæsnet en vigtig kontaktmulighed, når folk ikke kommer på biblioteket. Det kan på længere sigt vise sig at være katastrofalt.

Det er uendeligt meget nemmere at tale med brugerne, når de er i huset, end man skal opsøge dem her og der. Der er en grund til, vi ikke længere ser dørsælgere slæbe kufferter fyldt med isenkram fra hus til hus.

Det er den lavpraktiske grund, men der er også en anden, mere overordnet og bekymrende grund. Nemlig at vi på bibliotekerne har hvilet lidt vel rigeligt på laurbærrene og dermed tabt en masse muligheder.

Med borgerservices indtog og udrulningen af ubetjente og ofte lange åbningstider skabte bibliotekerne sig en ny potentiel brugergruppe og åbnede op for nye intensive brugsmønstre. Det er lavthængende frugter, bibliotekerne måske en smule for nemt og ukritisk har høstet og nydt i årene op til 2017.

Og i sidste ende er det derfor, bibliotekerne er der. For at hjælpe folk. Det er ikke nemt uden den kontakt, som kommer af et biblioteksbesøg, mens personalet er der.

Men noget tyder på, det ikke er lykkedes lige godt alle steder at gøre brugere af borgerservice til egentlige biblioteksbrugere. Ganske som glæden ved det åbne bibliotek synes at aftage hastigt mange steder grundet uro, utryghed og manglen på personale.

Eksempelvis oplevede jeg for nyligt, at en håndarbejdsgruppe på biblioteket ønskede at flytte deres ugentlige mødedag til en dag, hvor personalet var der til lukketid. De brød sig simpelthen ikke om at være der alene, blandt andet på grund af uro.

Langt op til de næste grene

Noget tyder på, at vi i biblioteksvæsnet, efter at have mæsket os i de lavthængende frugter, nu står i den situation, at der er meget langt op til de næste grene.

De ubetjente åbningstimer og adgangen til borgerservice er stadig populært, ingen tvivl om det, men i mange tilfælde bruges de blot til at hente og aflevere materialer eller pas og kørekort.

Oftere og oftere oplever brugerne, at det ikke er rart at være på et personaleløst sted. Ganske som der heller ikke er hjælp at hente.

I sidste ende er det derfor, bibliotekerne er der. For at hjælpe folk. Og det er ikke nemt uden den kontakt, som kommer af et biblioteksbesøg.

Det er også meget sigende, at de biblioteker, hvor der meldes om vækst i udlånet, oftest også er de steder, hvor der er fokus på service og personalets interaktion med brugerne. Eksempelvis melder Allerød, Lyngby-Taarbæk og Roskilde da også om både vækst i udlåns- og besøgstal.

—

Jan M. Johansen er bibliotekar.