Jussi Adler-Olsen topper BookBeats liste over de mest lyttede i det første halve år.

Den bog, som flest brugere har startet og lyttet til flest timer hos BookBeat i første halvdel af 2024, er Jussi Adler-Olsens Syv m2 med lås (Politikens Forlag). Den længe ventede sidste bog i Afdeling Q-serien blev udgivet til streaming på BookBeat anden juledag 2023 og har ligget i toppen af BookBeats trending-liste lige siden. Det skriver tjenesten i en meddelelse.

– Det er ingen hemmelighed, at danskerne elsker krimi, spænding og et godt mysterium. Jussi og Afdeling Q-serien er helt åbenlyst en af ​​favoritterne, for sjældent har vi set så stort et engagement i en lydbog som med denne. Gennem mere end ti år har vi lukket Carl Mørck ind i vores hverdag, og lært ham bedre at kende, og vi kan kun håbe, at Adler-Olsen skifter mening og vælger at give os endnu mere, selvom serien egentlig skulle slutte nu, siger Marte Brunelius (foto), Content Performance Specialist hos BookBeat.

Det seneste halvår har danske BookBeat-lyttere også for alvor fået øjnene (og ørerne!) op for krimiforfatteren Freida McFaddens Hushjælpen og Hushjælpens hemmelighed (Jentas). Begge bøger i serien ligger på henholdsvis anden- og fjerdepladsen blandt de mest afspillede lydbøger, kun adskilt af Janni Pedersen og Kim Fabers Løgner (Politikens Forlag).

– McFadden har taget verden med storm de seneste år, også Danmark. En psykologisk thriller, der virkelig fanger lytterne helt fra begyndelsen og holder dem på kanten af stolen helt til det sidste. Så det er ikke overraskende, at så mange også har valgt at fortsætte med at lytte til serien, så snart de er færdige med den første bog, siger Brunelius.

 Top 10 mest afspillede bøger i det første halvår 2024:

  1. Syv m2 med lås – Jussi Adler-Olsen (Politikens Forlag)
  2. Hushjælpen – Freida McFadden (Jentas)
  3. Løgner – Janni Pedersen og Kim Faber (Politikens Forlag)
  4. Hushjælpens hemmelighed – Freida McFadden (Jentas)
  5. Harry Potter og De Vises Sten – J.K. Rowling (Gyldendal)
  6. Adams arv – Sofie Lassen-Kahlke (Politikens Forlag)
  7. Den utrolige historie om den kæmpestore pære – Jakob Martin Strid (Gyldendal)
  8. Omgivet af idioter – Thomas Erikson (Hoi Forlag)
  9. Kvinderne bag vesten – Stine Lukowsi og Christina Ehrenskjöld (People’s)
  10. Kunsten at være fucking ligeglad – Mark Manson (Forlaget Memoris)