De parallelle mord af Michael Connelly

Ikke alle Connellys bøger handler om Harry Bosch, og selvom hovedpersonerne faktisk kører forbi Bosch´s hus, er køreturen det tætteste vi kommer på Bosch i ‘De parallelle mord’. Her er hovedpersonen i stedet jeg-fortælleren Jack McEvoy, der er journalist  vis bror netop er blevet myrdet. Eller politiet anser det for et selvmord, men Jack nægter at købe den vinkel og finder ud af at der faktisk er en hel række af mord, begået under dække af at være selvmord. Den opdagelse sætter skub i politiet, for alle de dræbte er betjente. Og alle var på jagt efter den samme morder.

I en sammenligning med Bosch halter det bagefter på alle fronter: Historien bliver aldrig rigtigt spændende, der er alt for meget personfnidder mellem McEvoy og den lækre kvindelige FBI-agent, og fortællestilen er bare alt for la-la. McEvoy er simpelthen en alt for reflekterende og usikker figur, hvor Bosch er mere klippefast og rationel, og vel en af verdens fedeste romanfigurer. Der er for mange klichéer, vi ender nærmest ovre i noget Robert Ludlum-agtigt, hvor Connelly normalt arbejder uden brug af overflødigt fedt, er der her en del der er smuttet uden om mandens ellers effektive ragekniv.
Fortællevinklen skifter mellem jeg-fortælleren og en alvidende fortæller, der træder ind når vi følger morderen Gladden. Han er pædofil og myrder både børn og voksne. Kort sagt en rigtig hyggeonkel. Connelly er dog så betænksom, at han skåner os for børnemordene. Vi informeres blot om at der er x antal døde børn.
Skiftene i fortællevinklen går igen i en senere Bosch-bog ‘Malstrøm’, der samler op på begivenhederne i ‘De parallelle mord’, og det anbefales ikke at læse ‘Malstrøm’ først, for der genfortælles alle de ‘parallelle’ pointer.

Lån bogen på biblioteket