‘Den, der lever stille’ af Leonora Christina Skov blev af læserne kåret til den bedste bog de sidste tyve år

I forbindelse med Litteratursidens 20-års jubilæum havde man sat sig for at kåre den bedste bog i den tid hjemmesiden har eksisteret. Feltet var stærkt og bestod af Indtil vanvid, indtil døden af Kirsten Thorup, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog af Naja ,Marie Aidt, Den, der lever stille af Leonora Christina Skov, Vi, de druknede af Carsten Jensen og Undtagelsen af Christian Jungersen.

På Bogforum kunne vinderen afsløres på Litteratursidens stand foran de mange nysgerrige, der var mødt op for at se, hvem der løb med hæderen. Det blev bogen Den, der lever stille af Leonora Christina Skov fra 2018, som læserne og brugerne af Litteratursiden havde stemt ind på førstepladsen.

Chefredaktøren på Litteratursiden, Lise Vandborg, sagde bl.a. i motivationstalen:
Den der lever stille er en bog, som har talt til læsernes hjerter. Det er en hjerteskærende roman, som tusindvis af læsere har kunnet spejle sig i. Leonora Christina Skov gør sin personlige historie universel gennem den autofiktive genre. Temaet om ikke at føle sig elsket af sine forældre har gennem en særlig autenticitet og nerve ramt rigtig mange læsere.

Foto: Litteratursiden