Den blå cikorie af Stig Colbjørn Nielsen

Digte. Kunst. Billeder. Lidt af det hele i denne bog er hvad man støder på. De forskellige ting fletter ind i hinanden og danner en symbiose.

Men dette er godt nok ikke lige nemt at gå til. Især ikke hvis man ikke er vant til at læse og tolke digte og sammensætte det med kunstens verden. Dog er det alligevel ret interessant. Her er en nærmest hyldest til kvindens mange udtryk og kropsdele. Her er den primitive mands indgangvinkel til det at kærlighed og sex hører sammen, selv om man sagtens kan beundre andre personer. Og her er en livsglæde samt et forsøg på at forstå livet og alle dets finurligheder. Eller også er det bare det jeg får ud af at læse denne bog.

Digtene læses bedst i små bidder. Hvis man kaster sig over det hele på en gang, så bliver der alt for mange indtryk at gå ombord i. Men der er alligevel en fin sammenhæng hele vejen igennem.

Jeg indrømmer gerne at jeg ved første blik på bogen tænkte, at dette måtte være fra en kvindes hånd. Jeg kunne slet ikke forbinde forside og digtene med en mandlig forfatter. Men da det så er en kvindelig kunstner, der står bag forsideillustrationen, så gav det pludselig mere mening.

Man får en god fornemmelse af en forfatter, som tør kaste sig ud i lidt af hvert. Og tør være sårbar, for man kommer følelsesmæssigt ret tæt på nogen meget intime dele af hans verdensopfattelse. Det trækker i den grad op. Jeg kan bare ikke holde begejstringen fanget, for selv om jeg syntes det hele fungere godt i samspil, så keder jeg mig hen mod sidste del af digtsamlingen, da jeg føler jeg ligesom har fået nok.

Det er klart digte som er værd at stifte bekendtskab med, personligt syntes jeg bare der er for meget af det samme hele vejen igennem. Jeg er dog ret begejstret for at man har valgt at skabe et samspil mellem digtenes univers og kunstens.

Lån bogen på bibliotek.dk