Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos

SPONSORERET

En af mine danske yndlingsforfattere har netop udgivet en novellesamling, og så skulle man da være et skarn, hvis ikke man sagde ja til at anmelde den, når man får chancen. Det er forlaget Kandor, der har været så venlige at sende et anmeldereksemplar.

’Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos’ er skrevet af Lars Ahn og indeholder 9 noveller. Nogle af dem har været udgivet før, men der er også en række spritnye noveller. Det er svært at udpege et decideret tema for novellerne, da de er meget forskellige, men alle har et snert af horror over sig. Ikke den voldsomme og blodige slags men den snigende kriblende fornemmelse man får, når man pludselig får en mistanke om, at man bliver overvåget af nogen eller noget i skyggerne…

Historiernes styrke er de hverdagssituationer, som mange af dem tager udgangspunkt i. Den letgenkendelige leg fra barndommen, hvor man ikke måtte træde på stregerne mellem fliserne, for så ville noget gå galt. Eller de – til tider – kiksede opdateringer på Facebook, som kan gå grueligt galt. Her har forfatteren været meget kreativ mht. at finde frem til noget, der ligger så tæt på den almindelige hverdag og som samtidig udvikler sig til et mareridt for hovedpersonerne. Nogle af historierne indeholder også fantastiske elementer såsom novellen, der også har lagt navn til bogen, hvor der naturligvis også optræder en vampyr.

Jeg havde kun læst en enkelt af novellerne før – ’Blomstervanding’ – men det var bestemt et glædeligt gensyn, da det er en af mine yndlingsnoveller. Den består af en lang række opdateringer fra Peter, der opretter en Facebookprofil og de efterfølgende år får lavet en række opdateringer, hvor alle ikke er lige gennemtænkte, hvilket selvfølgelig giver en række komplikationer. Novellen ’Fortovsdrab’, der handler om en dreng/mand, der bringer ulykke over andre ved at træde på stregerne mellem fliserne er også ganske interessant, ligesom jeg holdt meget af ’Telefon fra afdøde’, hvor hovedpersonen Robert overtager en telefon, som bliver hjemsøgt af opkald fra døde mennesker. Og nu jeg tænker over det, så var jeg faktisk også ganske godt underholdt af ’La petite mort’, hvor et ægtepar eksperimenterer med et stof, som efterlader brugeren i en totalt pacificeret og dødlignende tilstand i en halv time, hvor partneren så kan bruge kroppen, som han/hun lyster.

Den eneste historie, der slet ikke fungerede for mig, var ’Fortsættelse til et eventyr’, hvor forfatteren er inviteret op til slottet for at interviewe kongen og dronningen. Jeg syntes, at den historie var ret kryptisk, og fortællemæssigt fangede den mig slet ikke.

Der er ikke mange, der mestrer at skrive spændende og skarpe noveller, men det gør Lars Ahn. Det er en sand fornøjelse at opleve, hvordan en forfatter med få virkemidler kan få gåsehuden frem på armene, mens man begynder at smile, når man dykker ned i de finurlige fortællinger, han skriver.