Makkerparret fra drabsafdelingen i København, Anita Hvid og Thor Belling er på arbejde igen. Denne gang på Nordsjælland, hvor en ældre venstreorienteret arkitekt findes skudt i sin villa. Arkitekten havde tilsyneladende stor interesse i en gammel uopklaret mordsag, hvor en populær sanger blev slået ihjel. Men hvem slog hvem ihjel, og er der en sammenhæng […]

Makkerparret fra drabsafdelingen i København, Anita Hvid og Thor Belling er på arbejde igen. Denne gang på Nordsjælland, hvor en ældre venstreorienteret arkitekt findes skudt i sin villa. Arkitekten havde tilsyneladende stor interesse i en gammel uopklaret mordsag, hvor en populær sanger blev slået ihjel. Men hvem slog hvem ihjel, og er der en sammenhæng mellem de to mord?

Lars Kjædegaard skriver fremragende. Sproget er levende og vedkommende, og historien folder sig langsomt ud for læseren. “Den sidste dommer” er en god krimi af den slags hvor historien vægtes højere end special effects og tankvogne fulde af teaterblod. Kjædegaard tager sig god tid til at fortælle historien, og også historien om sine hovedpersoner. Derfor kender vi dem rigtig godt, når sidste side er vendt og det er blevet tid til at tage afsked med dem igen. Forfatteren viser os sine personer, også ud over hvad historien kræver, men aldrig for meget. For jeg får lyst til at lære dem at kende. Jeg vil vide hvorfor de er som de er, og hvorfor de handler som de gør – og Kjædegaard leverer varen.

Det er befriende at de involverede politifolk er ganske almindelige mennesker, med ganske almindelige sorger og glæder. Jeg kan identificere mig med Hvid og Belling, ligesom jeg kan identificere mig med de andre aktører. Kjædegaards univers er støvsuget for småalkoholiserede kliché-strissere der lever i deres egen verden og efter deres egne love. Hvid og Belling er seriøse efterforskere, og de er almindelige mennesker.

Opklaringsarbejdet følges på nærmeste hold, og læseren kan gætte med undervejs. Og bedst som man tror at have fundet ud af det hele, sker der et eller andet så tingene vender i en ny retning. Ikke store omsiggribende plottwistere, men de små ting der nu kommer frem i en efterforskning der gør, at tingene måske alligevel ikke er som man troede. Enkelte steder går det lidt for stærk, og disse steder stikker lidt af fra fortællingen. Lidt som om det bare er noget der skal overståes, og det er selvfølgelig ærgerligt.

I modsætning til så mange andre krimier, tager Kjædegaard sig god tid til at afslutte sin historie. Det er ikke nu-har-vi-opklaret-det-hele-punktum. Selv efter at alt er opklaret og de slemme er sat bag tremmer, lukker Kjædegaard stille og roligt historien ned igen. Det kunne andre lære noget af.

Alt i alt en rigtig god krimi, måske ikke hans bedste, men jeg var godt underholdt – og det er vel hvad en krimi skal?

 

Lån bogen på Bibliotek.dk