Den sidste vikingekonge

Norske anmeldere har kappedes om, at rose Jan Ove Ekebergs roman “Den sidste vikingekonge”, om Harald Hårderåde til skyerne. Nogle har endda sammenlignet Ekeberg med Jan Guillou. Jeg kan være i tvivl om hvorvidt vi har læst den samme bog. På gården Stein, vokser den unge Harald op. Gården styres af hans mor, enken Åsta. […]

På gården Stein, vokser den unge Harald op. Gården styres af hans mor, enken Åsta. En dag kommer Haralds halvbror, kong Olav, til gården. Olav er ved at tabe magten over Norge til danske Knud den Store, og må flygte til Sverige og Rusland for at samle mænd til at tilbageerobre landet. Da Olav kommer tilbage med mange mænd, mødes de to brødre Olav og Harald, til det store slag ved Stiklestad hvor de vil vinde Norge tilbage. Det går ikke helt efter planen, og fremtiden for den unge kongebror, Harald, ser dyster ud.

Det er altid spændende når en forfatter puster liv i historien, og i de mennesker der var en del af den. Derfor var jeg meget spændt på “Den sidste vikingekonge”. Og jeg blev skuffet.

På bogens første sider, introduceres vi til en lang række personer. Men de præsenteres kun ved deres navne, og bliver aldrig rigtig levende, så jeg som læser kan skelne dem fra hinanden. Jeg var ikke mange sider inde i første kapitel, før jeg fuldstændig mistede overblikket, og det gik egentlig kun ned ad bakke derfra. Historien bevæger sig i ryk, så der aldrig bliver en fremadskridende handling. Mere som små vinduer ind til dele af det der kunne have været en handling. Vinduer der hurtigt bliver lukket igen, hvorefter det næste vindue et helt andet sted i historien bliver åbnet. Da persongalleriet er både omfattende og karakterløst, skal læseren for hvert kapitel, bruge tid på at gætte sig til hvem vi nu er sammen med, og hvor vi befinder os. Det er simpelthen for rodet. Der var ligeledes nogle steder hvor historiske fakta ikke var på plads, men det var ikke muligt at afgøre om det skyldtes forfatteren, eller en oversætter der ikke havde sat sig ordentligt ind i sagerne. F.eks. spredte vikingerne møg på deres marker – ikke gylle. Under kamp, benyttede man en skjoldmur (en bestemt måde at lade skjolde overlappe hinanden, så det var svært for fjenden at trænge igennem), ikke en skjoldborg. Men, om det er forfatteren eller oversætteren der ikke helt har styr på begreberne, skal jeg ikke kunne sige. Men den slags fejl må bare ikke findes i en historisk roman.

Måske er jeg for godt vant på vikingefronten, med Bernard Cornwells fantastiske bøger om Uhtred og vikingerne i England i 900-tallet. Og til dels også med Susanne Clod Pedersens action-serie om “Arnulf”. Cornwell kan skabe stor sammenhæng i vanskeligt stof, og operere med mange personer, uden at læseren mister overblikket. Både Cornwell og Clod Pedersen kan skrive kampscener, så man næsten er der selv. Ekeberg kan desværre ingen af delene.

“Den sidste vikingekonge” er første bind i en planlagt trilogi om Harald Hårderåde, og jeg vil sikkert også læse den næste for at se om forfatteren har fået greb om historien. Hvis ikke, er der ingen grund til at læse det sidste bind.