Der hænger en engel alene i skoven

På et tidspunkt var der en læser der i facebookgruppen Krimihylden, der anbefalede Samuel Bjørks “Der hænger en engel alene i skoven”. Læseren sagde at […]

På et tidspunkt var der en læser der i facebookgruppen Krimihylden, der anbefalede Samuel Bjørks “Der hænger en engel alene i skoven”. Læseren sagde at bogen var den bedste krimi han nogensinde havde læst. Det siger sig selv, at jeg blev nødt til at stifte bekendtskab med den.

En lille seksårig pige findes hængt i en skov. Hun er iklædt en yndig, dukkelignende kjole og har et skilt med ordene “Jeg rejser alene” om halsen. Mordet bliver startskuddet på en efterforskning under ledelse af politimanden Holger Munch. MMunch opsøger den dygtige efterforsker Mia Krüger, der har forladt politiet. Hun har isoleret sig på en lille ø, hvor hun plages af fortiden og er i gang med at planlægge sit eget selvmord.

Lad det være sagt med det samme: historien er fuldstændig langt ude, og helt og aldeles utroværdig.

Men den er også rigtig spændende, og godt fortalt. Hvis man ser bort fra at makkerparret Munch og Krüger er et par klichéer der er set alt for ofte, så kan Samuel Bjørk noget med at trænge ind i sine personers hoveder. Bogen er bl.a. befolket af en hel del mentalt ustabile (for nu at sige det pænt) personer, og dem beskriver Bjørk virkelig godt. De bliver meget levende for læseren – også væsentlig mere levende end bogens hovedpersoner.

Makkerparret Munch og Krüger har jeg det noget mere anstrengt med. Den ene er ulykkeligt fraskilt, storrygende og pænt overvægtig. Den anden er skarp som et barberblad, og mere end almindeligt sær. Jeg tror ikke på dem som karakterer, og slet ikke som hovedpersoner. De er set for ofte, og bliver bare for meget.

På baggrund af den lidt for fantastiske historie og de jævnt irriterende hovedpersoner, kommer det noget bag på mig at “Der hænger en engel alene i skoven” fangede mig som den gjorde. Den var virkelig spændende, og så var der det med de gode skildringer af nogle af bogens skæve eksistenser.

Det er bestemt ikke den bedste krimi jeg har læst, og der er rigtig god plads til forbedring. Men det er også Samuel Bjørks første i en planlagt serie om Munch og Krüger, og jeg skal helt sikkert følge dem et stykke tid fremover. Det kunne jo ende med at blive rigtig godt, efterhånden som Bjørk får skrevet sig varm.