Det var med sommerfugle i maven, stor iver og masser af gå-på-mod, at Lotte Krogh startede som selvstændig freelancesælger indenfor bogbranchen i begyndelsen af 2020.
Ideen og tankerne om at blive selvstændig havde været der i en periode, og i starten af 2020 var alt klart: Logo, hjemmeside, firmabil og hvad der ellers hører til – ”butikken” var så og sige færdigbygget.
Med 30 års erfaring inden for branchen – både en uddannelse som boghandler og efterfølgende 22 år sammenlagt som salgskonsulent hos Politikens Forlag og Lindhardt og Ringhof – var selve jobbeskrivelsen velkendt, og alligevel var det ganske anderledes at være sin egen chef.
Lotte var dog ikke i tvivl om, at hun med sine mange års erfaring som forlagskonsulent, havde en vigtig opgave i at varetage mindre forlags udgivelser og være bindeleddet mellem forlag og boghandlere.
”Der er et kæmpe behov, for det bindeled mellem forlag og boghandler. Det er stadig rigtig vigtigt at formidle den gode historie, styrke debutanter som udgiver de perler, som måske en dag kan nå bestsellerlisterne. Det er min opgave, at hjælpe med at få bøgerne ud over rampen, og være med til at bevare de mange fantastiske og kompetente boghandlere, vi har her i landet”.
Lotte fortæller desuden, at det har vist sig, at der er så stor efterspørgsel på freelancesælgere for de mindre forlag, at det kan være svært at få plads i salgsmappen. Det betyder dog ikke, at der ikke kan komme en åbning senere:
”Det er ikke nødvendigvis de samme forlag, jeg kører for gennem flere år, for der vil naturligt opstå udskiftninger i kraft af, at et samarbejde kan være planlagt på forhånd til at være kortsigtet, hvis det eksempelvis drejer sig om forlag som er så små, at det handler om at sælge en enkel bog for en forfatter, som måske endda også selv er stifteren af forlaget”, fortæller Lotte.
Lotte K. var klar med den første salgsrejse d. 15. marts 2020, med hele 12 forlagskontrakter i hus, men i takt med, at corona bredte sig og lock-down blev en realitet, kunne Lotte K. hurtigt se, at det ikke ville blive den flyvende start på salgsrejser tværs over landet, som hun havde regnet med.
”Det var en svær start: Alt var klart og jeg havde glædet mig til at besøge mine kunder igen, men så gik det hele mere eller mindre i stå. Jeg kastede mig selvfølgelig over telefonsalg, hvilket fungerede bedst med butikkerne på Fyn og Sjælland, hvor jeg kender mine kunder gennem mange år. Men boghandlerne i Jylland var nye for mig, så det var svært at starte en relation til dem på telefon”.
Det blev til mange lange samtaler i telefonen med boghandlerne over hele landet, men også med netværk og kon-kollegaer i branchen:
”Kæderne IR og Kontur har været fantastiske til at bringe budskabet ud om min opstart. Kristian Sondt, som ejer Lics, har i den grad været min fortrolige sparring og hjulpet mig i gang med masser af gode input og den erfaring han har gjort sig i de år, han selv har været selvstændig. Og så skal vi heller ikke glemme, at bogbranchen er lille, og efter så mange år, så ved man godt, hvor man kan få støtte. Den støtte har jeg været dybt taknemmelig over”, tilføjer Lotte.
Selvom det har været et vanvittigt år, som ingen kunne have forudset, så ser Lotte K. stadig optimistisk på fremtiden. Hun formåede at holde ord overfor sine forlag og nåede sine salgsmål, selvom hun først kom i gang med salgsrejsen den 15. maj 2020.
”At jeg arbejdede i døgndrift er ikke løgn, men det var en nødvendighed for mig, for at få indhentet det forsømte, og samtidig tænkte jeg, at det snart ville få en ende og at næste år ville blive meget bedre. Men jeg kan jo godt mærke at det igen ser ud til, at blive endnu et hårdt år for os alle. Ja, jeg fristes til at sige, at 2021 er startet hvor 2020 sluttede; Nedlukning og restriktioner definerer stadig vores hverdag. Desværre”.
Nu kan Lotte K. så fejre etårs fødselsdag og det bliver fejret meget stille og roligt: ”Det er jo svært at skulle vælge 4 personer ud fra alle de skønne forlagsfolk jeg er omgivet af, så det må vente til bedre tider. Mit største fødselsdagsønske er helt klart, at få en normal tilværelse, med masser af landevejskørsel og besøg hos mine skønne kunder igen. I den forbindelse vil jeg også lige nævne den kæmpe fornøjelse det har været, at besøge boghandlerne i det jyske. De har taget rigtig godt i mod mig og min vestsjællandske dialekt, og jeg ser frem til endnu flere møder med dem i fremtiden – forhåbentlig en fremtid uden mundbind og afstand”, Slutter Lotte K.
Læs mere om Lotte K via dette link: www.lottek.dk